GÆSTEARBEJDERNE – FORTÆLLINGER FRA 70’ERNE
Året er 1970. På tærsklen til det nye årti blæser forandringens vinde i Europa. Mange års økonomisk vækst har medført en velstand i befolkningen, som aldrig er set før. De glade tressere er forløbet med fritid og forbrug, optimisme og nye værdier, velfærd og velvære.
Den nye overflod vokser ud af et industrialiseret Vesteuropa, hvor mangel på arbejdskraft er det store omdrejningspunkt. Hverken teknologiske investeringer, landbrugets mekanisering eller kvindernes adgang til arbejdsmarkedet er nok til at dække behovet – slet ikke i industrien, hvor det er vanskeligt at skaffe hænder.
Opbygningen af den danske velfærdsstat kalder på stærke kræfter. Et uundværligt bidrag hertil kommer fra de mange udenlandske arbejdere, som i løbet af få år rejser til Danmark. I folkemunde går de under betegnelserne ’gæstearbejdere’ eller ’fremmedarbejdere’. De første ankommer fra lande som Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien. For mange er drømmen at tjene penge nok til at give sig selv og sine kære en bedre tilværelse i hjemlandet.
Med tiden forvandles det midlertidige ophold til en permanent tilværelse. Familier indsluses i det danske samfund, pendleriet over landegrænser erstattes af parcelhuse, musik og litteratur spreder sig på kulturscenen, nye omgangsformer og sprogbrug bliver en del af hverdagen. Undervejs efterlades utallige spor i vores fælles historie og kulturarv. Nogle af disse spor kan du opleve i udstillingen som brudstykker og vidnesbyrd om ét af de vigtigste kapitler i den danske indvandringshistorie: fortællingen om gæstearbejderne i Danmark.