I FAMILIENS SKØD

1970’erne indvarsler nye toner i ligestillingens navn. Flere kvinder forlader deres arbejde i hjemmet til fordel for lønnet erhvervsarbejde. Kønsrollerne er til forhandling, mens nye strukturer indfinder sig i hjemmet. Sex og krop er store samtaleemner, mens kernefamilien udfordres af nye familiemønstre. Forandringens vinde udvider horisonter og skaber udfordringer på én og samme tid – også for mange gæstearbejderfamilier.

Mange gæstearbejdere oplever også en frihed, de ikke har kendt i hjemlandet, og kæresteriet mellem gæstearbejdere og danskere tager til i takt med, at nysgerrigheden på hinanden får lov at blomstre – også selvom der måske allerede er ægtefæller og børn i hjemlandet.

Med familiesammenføringerne i Danmark bliver rollerne som patriarkalsk familiefar og husførende madmor svære at bevare, og forholdet mellem generationerne forhandles også. Børnene, der starter i skole og hurtigt lærer dansk, kommer i mange tilfælde til at fungere som tolke. Samtidig præges de af deres danske kammerater og har lettere ved at navigere i den danske kultur. Forældrenes rolle som opdragere og vejledere sættes dermed til tider helt ud af kraft.

Foto: Jerry Bergman.

Immigrantmuseet