VORES UDLÆNDINGELOVGIVNING

I dag er udlændingeområdet gennemreguleret af den lovgivning, som vedtages i Folketinget, og der findes utallige love og betænkninger, som på den ene eller anden måde er med til at bestemme, hvordan reglerne for udlændinges ophold i Danmark fungerer.

Sådan har det ikke altid været. Faktisk skal vi ret langt op i tid, før staten for alvor begynder at regulere, hvem der får lov at indrejse til Danmark – og hvem der ikke længere må være her. Det første eksempel på en egentlig udlændingelovgivning finder vi i 1875 med den såkaldte ‘Fremmedlov’. Før denne holdes der til tider opsyn i sognene og lokalsamfundene, men et egentligt overordnet opsyn med indrejsende eksisterer ikke.

Med Fremmedloven får vi altså en mere systematiseret historisk dokumentation af, hvem der er indvandret til Danmark – og hvorfor. Med opbygningen af den danske nationalstat og senere velfærdsstat, herunder med  særligt fokus på det ekspanderende forsørgelsessystem, bliver det derfor mere og mere relevant at forholde sig til, hvem der har ret til at blive i landet og tage del i samfundets pligter og goder.