POLAKLOVEN

”Lov vedrørende anvendelse af udenlandske arbejdere i visse virksomheder og det offentliges tilsyn dermed”, blev vedtaget i 1908. Det var den første lov, der regulerede udenlandske arbejderes arbejdsforhold i Danmark. Loven fik tilnavnet ”Polakloven”, fordi den primært omhandlede regler for beskæftigelse af polske sæsonarbejdere.

Fra 1892 til 1929 kom tusindvis af unge polakker hvert år til Danmark for at arbejde i sukkerroemarkerne på Lolland og Falster. Polakloven pålagde bl.a. arbejdsgiveren at sørge for den påkrævede registrering hos myndighederne, udarbejdelsen af en kontrakt og udleveringen af en afregningsbog.

Loven fastsatte, at kontrakten skulle indeholde oplysninger om løn, arbejdstid, fridage, betaling af rejseomkostninger m.m. Den trykte standardkontrakt indeholdt f.eks. bestemmelser om, at arbejderne havde fri både på protestantiske og katolske helligdage. Pengelønnens størrelse blev ikke fastsat i standardkontrakten, men det blev bestemt, at hver arbejder skulle have 12 kg kartofler om ugen og 1 liter skummetmælk om dagen.

Fordi de polske arbejdere i en årrække havde været indkvarteret i fællesboliger – de såkaldte polakkaserner – under meget dårlige forhold, indeholdt loven også specifikke retningslinier for boligforhold. Ugifte mænd og kvinder skulle sove i adskilte rum, og de måtte ikke længere indkvarteres i køjesenge.