FN’S FLYGTNINGEKONVENTION

En flygtning er en person, der som ”følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilken han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse …”

Allerede i 1948 definerede FN retten til at søge asyl mod forfølgelse som en menneskeret, mens begrebet flygtning først blev defineret i FN’s flygtningekonvention i 1951.

Konventionen sikrer flygtninge en række konkrete rettigheder – herunder retten til ikke at blive udvist til lande, hvor deres liv og frihed er i fare. I modtagerlandet sikrer konventionen flygtninge religionsfrihed, adgang til domstole og til elementær undervisning på samme vilkår som modtagerlandets egne statsborgere. Flygtninge, der lever op til konventionens definition, betegnes som konventionsflygtninge.

Som det første land tiltrådte Danmark i 1952 konventionen dog med forbehold for flygtninges adgang til arbejdsmarkedet og til sociale ydelser. Konventionen trådte i kraft i 1955 med otte lande.

I sommeren 1952 blev en ny lov om adgang til Danmark vedtaget. Den afløste Fremmedloven fra 1875, der ikke skelnede mellem indvandrere og flygtninge.

I 1952 blev bl.a. slået fast, at indvandrere, der påberåber sig at være politiske flygtninge ikke må afvises. De første flygtninge, Danmark modtog efter konventionen, var ca. 1.400 ungarere efter opstanden i 1956. I 2009 modtog Danmark 414 såkaldte konventionsflygtninge, der fik asyl efter flygtningekonventionens regler.