DE STATSLØSE DANSKERE

Ifølge indfødsretsloven af 1776 opnåede alle børn, født på dansk jord, dansk indfødsret uanset forældrenes nationalitet. Det såkaldte territorialprincip, blev imidlertid ændret i 1898 til afstamninsprincippet, som var gældende i nabolandet Tyskland. Her fik kun børn af tyske forældre tysk indfødsret.

Reglerne havde stor betydning for de sønderjyder, der blev født efter krigen i 1864, hvor Danmark mistede den sydlige del af Jylland til Preussen. Børn, født af danske forældre i det tidligere danske område, blev nemlig statsløse. Da de ikke var født på dansk jord, kunne de ikke få dansk indfødsret, og da de ikke var født af tyske forældre, kunne de ikke få tysk indfødsret. Indfødsretten havde bl.a. betydning for, hvem der kunne indkaldes som soldat.

Selvom afstamningsprincippet blev ændret, var der stadig et antal statsløse i Sønderjylland. Derfor vedtog Tyskland og Danmark i januar 1907 den såkaldte optantkonvention, der gav alle børn, født af danske forældre i Sønderjylland mellem 1864 og 1898, lov til at vælge statsborgerskab.

Forskellen i retsprincipper for statsborgerskab betyder i dag, at nogle fødes med dobbelt statsborgerskab. Børn, født af danske forældre i USA, opnår f.eks. både dansk og amerikansk statsborgerskab ved fødslen. Danmark har dog – ligesom en række lande – regler for, at statsborgerskabet for dobbelte statsborgere skal bekræftes ved, at indehaveren bor eller opholder sig i maks. et år i Danmark, inden han eller hun fylder 22 år.