AT BEVARE SPROG OG KULTUR

I 1925 blev de første to afdelinger af ”Zwia˛zek Robotnikow w Polskich w Danii” eller ”Foreningen af Polske Arbejdere i Danmark” oprettet i hhv. Nakskov og Nykøbing F. Efter få år var der i alt 23 afdelinger i hele landet, og i 1933 skiftede foreningen navn til ”Foreningen af polakker i Danmark”.

Foreningens hovedformål var at oprette polske skoler og arbejde for at få polske præster i de katolske kirker for at modvirke den afnationalisering, som en del polakker mente, foregik.

Til forskel fra senere polske foreninger var foreningen erklæret apolitisk men med stærkt nationalt indhold. De månedlige møder blev f.eks. indledt af polske fædrelandssange. Vigtigt var først og fremmest at sørge for undervisning i polsk sprog og kultur. I alt blev der oprettet 6 polske skoler i Nakskov, Nykøbing F, Maribo, København, Nivå og Haderslev. Det var dog kun på Lolland og Falster, de fortsatte. I den polske skole i Maribo blev der i begyndelsen af 1930erne undervist 9 timer ugentligt i polsk og 4 timer i dansk. Lærerne, der var polske, var lønnet af den polske stat. Fra 1936 blev skolerne supplerende friskoler til den danske folkeskole.

Foto: Medlemmerne af den polske forening i Maribo købte andele af det polske hus i Museumsgade. I maj 2011 kunne foreningen fejre 85 års jubilæum. Museum Lolland-Falster.

Immigrantmuseet