DE POLSKE LANDARBEJDERE

I perioden 1893-1929 rejste et stort antal unge polakker til Danmark for at arbejde, fortrinsvis som landarbejdere på Lolland og Falster. I 1914 arbejdede ca. 14.000 polske sæsonarbejdere i Danmark. Sammenlagt bosatte omkring 3.500 af de polske arbejdere sig i landet.

Introduktionen af både sukker- og foderroer i den danske landsbrugsproduktion i 1870’erne betød en akut mangel på arbejdskraft, ikke mindst som følge af en udvandring fra land til by og fra Danmark til blandt andet USA i samme periode.

Dyrkningen af roer krævede megen arbejdskraft. Arbejdet foregik med håndkraft og en arbejder kunne dyrke 2-3 tønder land med roer. Det betød, at man på Lolland og Falster skulle bruge 4.000 landarbejdere i roesæsonen, der strakte sig fra tidligt forår til sent efterår. Manglen på arbejdskraft førte til et stort antal sæsonarbejdere til Danmark blandt andet fra områder i det nuværende Polen og Ukraine. Tre fjerdedele af arbejderne var kvinder, og mange var under 20 år.

I 1911 udgjorde de polske arbejdere 3,8 % af landarbejderne i Danmark og mere end 27 % af landarbejderne på Lolland og Falster. Hovedparten var beskæftiget i dyrkningen af roer, som malkepiger eller med andet landbrugsarbejde, mens en mindre del var beskæftiget på teglværker eller i tørvemoser.

Arbejdet i roemarkerne var fysiske hårdt. Arbejdsdagen strakte sig ofte fra kl. 5 om morgenen til kl. 19 om aftenen. Da arbejdet en del steder var aflønnet på akkord var den lange arbejdsdag ikke upopulær, da det betød, at arbejderne kunne tjene ekstra penge ved at arbejde længe.

Polakkerne blev rekrutteret af organiserede tysktalende agenter, de såkaldte aufsehere, der rejste rundt blandt andet til Galizien om vinteren og skrev kontrakt med unge arbejdere.

Aufseheren sørgede ofte for transport og indkvartering under opholdet. Polakkerne var indkvarteret i såkaldte kaserne, dvs. store sovesale, hvor de sov i køjesenge. Polakkasernerne hørte ofte til de større godser eller fungerede som fælles indkvartering for arbejdere til flere mindre gårde.

Efter kritik af arbejdsforholdene for landarbejderne, blandt andet fra fagbevægelsen, blev der i 1908 vedtaget en lov til beskyttelse af udenlandske arbejdere – den såkaldte Polaklov. Den sikrede, at arbejderne skulle have en kontrakt, bedre boligforhold, forsikring mod ulykker. Lønnen regulerede også lønudbetalingen. Det blev blandt andet også bestemt, at hver arbejder skulle have et aflåseligt skab til mad og en kasse til de kartofler, som ofte var en del af deres løn.

I 1920 blev arbejderne garanteret samme forhold som danske arbejdere, og i 1929 betød stigende dansk arbejdsløshed, at den danske regering stoppede importen af polsk arbejdskraft.