DEN JØDISKE GHETTO I KØBENHAVN

I slumkvartererne

Mange af de jødiske flygtninge, som kom fra Rusland, var fattige unge mennesker, som endnu ikke havde nået at færdiggøre deres uddannelse som håndværkere, skræddere og skomagere. Derfor flyttede de ind i et af datidens værste slumkvarterer i København, omkring Borgergade, Adelgade og Vognmandsgade, som snart fik tilnavnet ”Den jødiske ghetto”. Lejlighederne i ghettoen var billige og usle, og en af ghettoens tidligere beboere,

Rochel Kusnezow, husker forholdene således:

”Vores lejlighed var mørk og væmmelig, der var ingen elektrisk lys, og det vrimlede med rotter. Det var mørkt på trapperne, og når man gik om aftenen, så var man bange for at træde på rotterne, så jeg trampede hårdt i gulvet for at få dem til at rende væk.”

Nye forhold, bedre boliger

I lang tid var boligforholdene for de russiske jøder meget dårlige. Men deres boligforhold blev efterhånden forbedret, blandt andet fordi der blev opbygget et rigt kultur-, forenings-, og forretningsliv i ghettoen. En lønoptælling allerede fra 1915 viser, at næsten 70 procent af de mandlige forsørgere blandt de jødiske migranter i København havde en årsindkomst, som var tilsvarende danske håndværkersvendes. I de efterfølgende år flyttede mange af de russiske jøder da også ud af ghettoen og til bedre lejligheder eller ejendomme.

Rejsehjælp fra ”Russerkomitéen”

I 1904 oprettede Det Mosaiske Trossamfund den såkaldte ”Russerkomité”. Komitéen havde til formål at hjælpe de russiske jøder med at rejse ud af landet og bistå dem med penge til en billet til enten USA eller Tyskland. Mange af de danske jøder frygtede nemlig, at den store tilstrømning af fattige russiske jøder ville antænde antisemitisme i Danmark. Men i årene 1913-1917 strammede de danske myndigheder reglerne for migranterne. Flere blev nu afvist, og mange herboende blev udvist pga. manglende rejsedokumentation. I 1917 var tilstrømningen nærmest hørt op, men det skønnes, at godt 3000 russiske jøder slog sig ned i København.