MUSEETS HISTORIE OG IDENTITET

Reportager om druknede middelhavsflygtninge, indslag om migranter på de danske motorveje og voldsomme billeder af evakuerede mennesker fra lufthavnen i Kabul. Migration er et aktuelt emne, men ikke en ny historie.

Som det eneste museum i Danmark har Immigrantmuset hovedfokus på at dokumentere indvandringens kulturhistorie og fortæller om 500 års migrationshistorie – lige fra hollænderne på Amager i 1500-tallet til ukrainske flygtninge i 2022. Immigrantmuseet sætter dermed et aktuelt emne i historisk perspektiv og har mennesker og deres personlige beretninger i centrum.

Museet slog for første gang dørene op for nysgerrige museumsbesøgende i januar 2012 efter en indvielsesceremoni med taler af Furesøs borgmester Ole Bondo Christensen og daværende minister for ligestilling, kirke og nordisk samarbejde, Manu Sareen. I dag arbejder vi for et nyt og større museum, der kan give den rette plads til indvandringen i vores fælles danmarkshistorie. Vores tanker er beskrevet i et prospekt, som du kan læse lige her: Prospekt Immigrantmuseet.

 

Immigrantmuseet