ANKOMSTEN TIL DANMARK

Navn, nummer og bestemmelsessted

I Østrig blev børnene udvalgt af lokale læger med tilknytning til Røde Kors. Forældrene vidste som regel ikke, hvor børnene blev sendt hen, men forholdene i Østrig var efter faldet af Det Østrig-ungarske Rige så dårlige, at det var bedre at sende børnene afsted. I Wien alene døde i 1919 ca. 53.000 mennesker af sult, underernæring eller kulde. 60 % af dem var børn.

De første plejebørn

Ved afrejsen blev alle børnene udstyret med et papskilt med navn, nummer og bestemmelsessted, så børnene ikke skulle blive væk. Plejeforældre og forældre var ligeledes forsynet med et kort med nummer og navn på deres barn. En ledsager skrev senere: ”20 -30 arme med brevkort rækkes mod ledsageren i vogndøren som numrene mod en gaderobedame, det er dog ikke en overfrakke eller en kåbe, de skal have på numret, men deres barn…”.

Wienerbørnene blev lægeundersøgt inden afrejsen, og de første wienerbøn blev udstyret med et kort over Danmark, hvor der på bagsiden var anført nogle nødtørftige oplysninger om Danmark. Den 16. september 1919 ankom de første 104 børn til Københavns Banegård. Bag sig havde de en togrejse på 58 timer. Toget var det første af i alt 55 ”børnetransporter”, som i løbet af de næste fire år kom med ca. 20.000 børn.

Særligt frem til eftersommeren 1920 var transporterne intensive og først i 1922 ophørte de organiserede transporter. På det tidspunkt var der transporteret mere end 16.000 børn til Danmark. En hel del børn kom på flere ophold, hvorfor det reelle antal udgør ca. 11.400 børn, som havde et eller flere ophold i Danmark

Mødet med plejefamilien

På banegårdene rundt om i Danmark kom plejefamilierne og hentede børnene. Et tidligere wienerbarn husker, hvordan det var møde plejeforældrene i det nye land:

Her stod vi så i hallen med vores nummer om halsen, hvor vores plejeforældre hentede deres wienerbørn. Til os – vi var to drenge – kom to damer, en meget stor og en mindre og trak os bort: ”Den er min”, sagde én. Det kan jeg godt huske endnu. Den store dame var fru smed Møller og den anden, lidt mindre, var fru Ingeborg Jensen, der blev min plejemor.

Immigrantmuseet