ET INDVANDRET NATIONALSYMBOL

I 1811 vakte dr. phil. Martin Lehmann, som den første i København, opsigt ved at sætte et pyntet grantræ med levende lys ind i stuen til jul. Det var en skik, han havde taget med sig fra sin fødeegn Holsten. Tre år tidligere, i 1808, var grevinde Wilhelmine Holstein på godset Holsteinborg på Sydsjælland den første i Danmark til at introducere juletræet.

Pynten på de første juletræer i Danmark var rød, blå og hvid – de holstenske farver, men gennem 1800-tallet blev juletræspynten rød og hvid – ikke mindst efter det danske nederlag til Preussen i 1864. Samtidig blev den – for mange nærmest obligatoriske – guirlande af dannebrogsflag en del af pynten som led i at nationalisere traditionen. Juletræet er siden blevet en fast del af de danske juletraditioner både i de enkelte hjem og på offentlige pladser, ved juletræsfester i foreninger osv.