DEN FORBUDTE TRO, DER VOKSEDE

Med Fremmedartiklerne blev det i 1569 påbudt indvandrere at frasige sig alt, der ikke hørte til den luthersk-evangeliske lære – herunder katolsk helgendyrkelse, messetjeneste m.m. Af hensyn til at sikre kvalificeret arbejdskraft indenfor forskellige fag blev der dog i 1600 og 1700-tallet indført religionsfrihed for enkelte grupper – bl.a. i Fredericia. Der blev ligeledes af diplomatiske årsager tilladt private huskapeller i ambassadørboliger bl.a. i København. Først i 1849 blev der med grundloven indført religionsfrihed i Danmark.

I 1850 var der ca. 1.000 katolikker i Danmark. Indvandringen bl.a. af polske landarbejdere i begyndelsen af 1900-tallet medvirkede til, at antallet af katolikker steg voldsomt. Desuden konverterede omkring 200 personer om året til katolicismen. Omkring 1920 var der ca. 25.000 katolikker. I 2009 var der 37.123 medlemmer af den katolske kirke i Danmark.

De talrige polske arbejdere på Lolland og Falster indrettede husaltre i deres boliger, og der blev bygget katolske kirker i Maribo, Nykøbing F og Nakskov. Desuden blev der oprettet et antal katolske skoler til menighedens børn.

Uoverensstemmelser mellem præsternes og menighedens nationalitet skabte gentagne gange problemer. Polakkerne klagede over, at den katolske kirke i Danmark ansatte tyske og hollandske præster for at undgå polsk dominans.

I en sogneundersøgelse fra 2010 nævner den katolske kirke stadig den etniske deling som en udfordring. I 15 ud af 40 undersøgte sogne er der en eller flere uafhængige etniske grupper. Det mest delte sogn er Esbjerg, der har en polsk, en engelsk, en kaldæisk, en vietnamesisk og en filippinsk menighed foruden den danske.