SIKHERNE OG PUNJAB

Hjemlandet

Punjab har stor betydning for sikherne og betragtes af mange som deres hjemland, fordi deres religion, kultur og historie er dybt forankret i regionen. Punjab har altid indtaget en central plads på det indiske subkontinent, da området har fungeret som indfaldsvej fra Centralasien. Gennem tiden har det været underlagt forskellige herskere fra nær og fjern såsom Alexander den Store, Dehlisultanatet og Mogulriget.

I Punjabs frodige landskab og kosmopolitiske og religiøst diverse område spirede sikhismen frem i det 15. århundrede. Religionen blev stiftet af Guru Nanak, der blev født i 1469 i den lille by Nankana Sahib (Talwandi) nær Lahore. Guru Nanak udfordrede det muslimske Mogulrige og det hinduistiske kastesystem ved at etablere et trossamfund, der byggede på lighed. Efter ham fulgte ni guruer samt helligskriftet Guru Granth Sahib.

En kompliceret historie

I guruernes levetid var Punjab dog også præget af voldelige, religiøse konflikter. I 1699 etablerede den tiende guru, Guru Gobind Singh, derfor Khalsa-broderskabet, der bl.a. skulle beskytte uskyldige fra religiøs og politisk forfølgelse. Med tiden begyndte sikherne at dominere Punjab, og i 1799 etablerede de et magtfuldt kongerige under Maharaja Ranjit Singh. Ti år efter hans død blev Punjab dog indlemmet i det britiske kolonirige i 1849. I 1947 løsrev Indien sig fra Storbritanniens overherredømme, og Punjab blev delt mellem Indien i øst og Pakistan i vest. Det medførte en stor og blodig folkeflytning af sikher og hinduer til øst og muslimer til vest. I forbindelse med delingen argumenterede mange sikher forgæves for en selvstændig stat.

Fotos: Immigrantmuseet.