LANGAR – SIKHERNES FOLKEKØKKEN

Et fælles måltid

Langar er betegnelse for det fælles måltid, som sikherne serverer i deres gurdwara (tempel) efter gudstjeneste. Måltidet bliver b.la. tilberedt i store gryder, så der er nok til alle. Langar er en gammel tradition, som blev indført af sikhismens grundlægger Guru Nanak (1469-1539). Guru Nanak ønskede et mere lige og retfærdigt samfund, og det afspejler sig også i filosofien bag langar. For i sikhernes folkekøkken er alle lige, uanset etnicitet, køn, kaste, religion og social baggrund.

Måltidet, der er gratis såvel som vegetarisk, indtages siddende på gulvet. I den forstand er ingen ophøjet, og alle spiser sammen skulder ved skulder. Eftersom langar er vegetarisk, kan alle spise med, også gæster med anden religiøs baggrund. Menuen er ens for alle, og linsesuppen dahl er en klassiker. Da maden i sikhernes folkekøkken er gratis, er der plads til både rig og fattig.

Punjabi mad

Punjab er kendt for et mangfoldigt og kulinarisk køkken med et stort udvalg af vegetariske retter. Grundet Punjabs centrale placering på forskellige handelsruter er køkkenet inspireret af retter fra Mellemøsten, Centralasien og lokale indiske traditioner.

Punjabi mad består særligt af ris- og chapatiretter, som er en slags fladbrød. Sikherne i Punjab bruger masser af krydderier i maden, og området har sine egne former for tallerkener, glas, stegepander og køkkenudstyr.

Fotos: Immigrantmuseet

Immigrantmuseet