ROMAERNE I MELLEMKRIGSÅRENE OG UNDER ANDEN VERDENSKRIG

Udvisninger og flugt

Fremmedloven af 1875 blev i den grad håndhævet i mellemkrigsårene og under Anden Verdenskrig med særligt sigte på at udvise de nye grupper af mere fremmedartede romaer, som var udvandret fra Rumænien og Ungarn i løbet af 1860’erne. Den hårdføre V.H. Mensen, som var chef for statspolitiet i årene 1911-1933, arbejdede grundigt for at smide alle romaer ud af landet og lukkede dertil landegrænserne for udefrakommende romaer.

Sådanne tiltag blev bl.a. håndhævet i 1934, da 68 romaer søgte om transit til Norge, men blev afvist ved den dansk-tyske grænse. Således blev deres forsøg på at undslippe nazismen forhindret af de danske myndigheder, og i stedet blev de interneret i tyske arbejdslejre, hvor ”sigøjnerne skal opdrages til anstændige og brugbare mennesker … Mændene skal udføre produktivt arbejde, og kvinderne skal oplæres til at koge og gøre rent.” Mellem 200.000-500.000 romaer fra hele det besatte Europa blev sidenhen
dræbt i de tyske koncentrationslejre.