DE FØRSTE ROMAER

Ingen varm velkomst

Romaer, tatere eller sigøjnere, som de også bliver kaldt, har igennem historien været anset som uønskede indvandrere både i Danmark og i resten af Europa. Ifølge tysk folkeetymologi stammer ordet sigøjner fra ziehende Gauner, der betyder ”rejsende tyv”, og derfor opfattes udtrykket ”sigøjner” som en nedsættende betegnelse for romafolket. Romaerne kommer oprindeligt fra Indien og taler sproget romani, som er tilknyttet den indoeuropæiske sprogstamme.

De første romaer kom angiveligt til Danmark i løbet af 1500-tallet, men de fik ikke nogen varm velkomst fra den danske befolkning. Romaerne var omrejsende nomadefolk, som oftest ernærede sig som gøglere, skærslibere, musikanter, spåkoner og tiggeri, og danskerne opfattede dem som uciviliserede, dovne og upålidelige folk.

I 1554 erklærede Kong Christian III (1503-1559) romaerne fredløse, hvilket betød, at enhver havde lov til at berøve dem eller slå dem ihjel uden at blive retsforfulgt. I næsten 200 år var romaerne fredløse i Danmark, hvilket dannede grundlaget for en usikker tilværelse præget af forfølgelse og
diskrimination.

Tvangsarbejde og social rehabilitering

Helt frem til 1730’erne overførte man romaerne med skib fra Sjælland til Nordtyskland. Men samtidigt var det også kendt, at man indfangede romaerne og satte dem i tvangsarbejde, fx på Fredericia og Nyborg fæstning og kongens skibsværft Bremerholmen i København. Kvinder og børn indsatte man i tugtog spindehuse, hvor de lavede hårdt manuelt arbejde. Samtidig under Christian VI’s regeringstid fjernede man roma-børnene, især drengene, fra deres indespærrede forældre, med det sigte at opdrage dem i den kristne tro og lære dem et håndværk, som ville hjælpe dem ud af ledighed.

Et eksempel på sådan en historie kommer fra Viborg Stift, hvor landfiskalen Mattias Brun fangede 30 sigøjnere i 1740. Af disse blev seks anvendt som tvangsarbejdere ved opførelsen af Viborg Tugthus. Kvinderne og pigebørnene blev udvist, medens Mattias selv tog syv drengebørn til sig.

Diskriminerende love rettet mod sigøjnere og omrejsende cirkusfolk

I 1875 under Kong Frederik II (1534-1588) indførte man Fremmedloven, som havde til sigte at sætte en stopper for de uønskede sigøjneres færden i Danmark. Denne lov forbød udlændinge at opholde sig i landet, hvis disse havde et omrejsende erhverv. Fremmedloven blev sidenhen suppleret af den såkaldte Næringslov fra 1890, som nu nægtede erhvervsdrivende uden fast adresse opholdstilladelse i landet. Indførelsen af disse love betød ikke kun diskrimination og færre rettigheder for romaerne men også for de mange andre rejsende tivoli- og cirkusfolk, som immigrerede fra Tyskland i slutningen af det 18. århundrede.

Ligesom romaerne var disse ”vagabonder” også omrejsende folk. De kom til landet enten til fods eller i åbne vogne og ernærede sig oftest som gøglere, tivolifolk, og dyreforevisere. På landevejene og på lejrpladserne mødte romaerne de omrejsende cirkusfolk, og mange af disse giftede sig med hinanden. Der blev udviklet et stærkt fællesskab i lejrene, hvor familien var i centrum, og de rejsende giftede sig på kryds og tværs, således at næsten alle var i familie med hinanden. Mange af de første omrejsende familier blev senere kendte cirkusfamilier, som man i dag kender som Mundeling, Benneweiz og Miehe.