BOSÆTTELSESLOVEN

I slutningen af 1800-tallet var en stor del af Amerikas østkyst udviklet, og derfor ønskede den amerikanske regering at tilskynde folk til at flytte vestpå. De besluttede at trække folk til ved at tilbyde dem gratis jord gennem en lov kaldet ‘Homestead Act’, på dansk Bosættelsesloven.

Danmark i det 19. århundrede var et land under forandring med en befolkning, der var i hastig vækst, og det satte sit aftryk på tilværelsen. Voksede man op på landet, som langt størstedelen af befolkningen gjorde, kunne man ikke være sikker på, at der var landjord at arve eller arbejde at få.

I 1860’erne var der flere end 140.000 husmandsfamilier i Danmark, som ejede meget lidt eller slet ingen jord. Sammen med tyende og fæstebønderne udgjorde de underklassen på landet. De levede under hårde og fattige vilkår, og mange af dem begyndte at drømme om et bedre liv uden for Danmarks grænser.

Også i byerne blev forskellen mellem rig og fattig større. Fattige folk flyttede fra land til by i håbet om at kunne finde arbejde, men de fleste endte her som tjenestefolk og ufaglærte arbejdere. I byens baggårde voksede den fattige underklasse sig større og større, og der var ikke store muligheder for at bryde ud af fattigdommen.

Men i Amerika, derimod, var mulighederne flere og større. I Amerika var der arbejde nok.

Byerne på den amerikanske østkyst voksede hastigt, og det samme gjorde jernbanenettet. De Forenede Stater havde vokseværk og havde brug for driftige borgere, der var klar til at knokle.

I 1862 indførte den amerikanske regering deres ‘Homestead Act’, der gjorde det muligt at erhverve sig et stykke uopdyrket jord på 160 acres – altså omkring 118 tønder land, hvilket svarede til en stor gård i Danmark. Jorden var gratis, så længe man bandt sig til den i fem år og lovede at opdyrke den. Herefter kunne man få amerikansk statsborgerskab. For en dansk husmand var det en uopnåelig drøm, der i Amerika kunne blive til virkelighed.

Fra de danskere, der havde taget turen over havet, spredtes rygtet om den nye verdens muligheder hjem til venner og familier i det danske, mens forholdene i Danmark gjorde det sværere at skabe sig en fornuftig tilværelse.

Amerika trak, Danmark skubbe væk. Amerika-feberen begyndte at rase.

Fra 1840 til begyndelsen af 1. Verdenskrig i 1914 udvandrede 52 millioner europæere til oversøiske lande. Cirka 35 millioner rejse til Amerika. Flere end 300.000 af dem kom fra Danmark.

Immigrantmuseet