TYSKERNE PÅ ALHEDEN
I 1759-65 ankom i alt et par tusinde tyske bønder til Jylland for at opdyrke den jyske hede. Selvom mange hurtigt forlod Danmark, bosatte 59 familier sig på alheden i Midtjylland, hvor de blandt andet blev kendt for at dyrke og sælge kartofler – en afgrøde, der var velegnet på de sandede jorde.
I 1723 havde den danske kong Frederik den 4. med løfte om forskellige friheder forsøgt at få danske bønder til at opdyrke lyngheden i Jylland, men uden held. Efter endnu et forsøg i 1751 blev det besluttet at indkalde tyske kolonister. Derfor bekendtgjorde den danske stats agent i Frankfurt am Main, Johann Friedrich Moritz, gennem pressen og ved en plakat i foråret 1759, at Hans Kongelige Majestæt i Danmark ville give særrettigheder til tyske bønder, som ville opdyrke de øde egne i Jylland.
De særlige rettigheder
Kongen lovede kolonisterne fæstebrev på den anviste jord og fritagelse for al tiende til kirken. Desuden skulle de i 20 år være undtaget for kongelige skatter, for kørsel for kongen og for indkvartering. Disse forpligtigelser var ellers almindelige for kongens bønder. Endelig blev kolonisterne lovet fæstebrev til efterkommere og mulighed for forlængelse af fritagelserne ud over de lovede 20 år.
I praksis fik de tyske indvandrere også godtgjort rejseudgifter, fik bygget gårde og fik tilskud blandt andet i form af kløverfrø, såsæd og læggekartofler. Blandt andet dyrkning og salg af kartofler gav dem tilnavnet ‘Kartoffeltyskerne’.
De første kolonister
Allerede i efteråret 1759 indvandrede de første tyske kolonister. Det var 9 gifte mænd i alderen 23 til 34 år med koner og en del også med børn. I maj 1760 ankom yderligere 420 kolonister.
Frem til 1762 opførte kongen i alt ca. 100 gårde på alheden. De to største landsbyer med hver 30 gårde fik navnene Frederikshede og Frederikshøj efter kong Frederik den 5. En mindre koloni på 15 gårde fik navnet Frederiksmose, og de sidste to kolonier med henholdsvis 9 og 10 gårde blev kaldt Julianehede og Christianshede efter henholdsvis Dronning Juliane og Kronprins Christian.
De svære år
Arbejdet med at opdyrke heden var ikke let. Først efter tre år kunne den nypløjede hede give udbytte. Derfor var der også en del utilfredshed blandt kolonisterne, som ikke følte, at kongen levede op til det, han havde lovet dem.
Hedens danske beboere var skeptiske over for kolonisterne. De kongelige privilegier vakte misundelse blandt kongens danske fæstebønder, og tyskernes anderledes sprog og skikke gav også anledning til gnidninger. Blandt andet beskrev tingskrivere i Viborg i 1761, at de tyske kolonister ikke ville spise rugbrød, men kun hvedebrød og drikke vin.
Alligevel var der en del, de danske bønder kunne lære af de tyske immigranter. Kolonisterne brugte stude som trækdyr og dyrkede kartofler på markerne – en afgrøde, der passede godt til den sandede hedejord. Derudover blev kolonisterne betegnet som meget arbejdssomme.
