SCHOUTS-STYRETS ENDELIGT
Hvad er en schout?
Hollænderne havde i deres privilegier fået eget retssystem ledet af en såkaldt Schout. Dette system bestod indtil 1817. Hollændernes særlige retssystem var imidlertid ikke uforanderligt i de næsten 300 år, det eksisterede. Allerede i 1576 bad den nye konge, Frederik II, sine embedsmænd om at undersøge, hvordan retssystemet fungerede i Hollænderbyen. Han mente nemlig, at der fandtes nogle skadelige artikler i de hollandske lovbøger. Præcis hvad udfaldet af undersøgelsen blev, vides ikke, men i 1615 kom hollænderne selv med et forslag til en ændring.
Schouten og Scheppens gik til kongen, fordi de mente, at de gamle hollandske love var forældede. De ønskede at bruge dansk lovgivning. Dog ønskede de at bruge Jyske Lov i stedet for Sjællandske Lov. Det betød, at de kunne indberette sager direkte til kongen gennem den særlige Københavns Amtsstueret. Dette styrkede billedet af hollændernes personlige forhold til kronen. Samtidigt ønskede hollænderne at beholde den lige arveret. Disse ønsker blev accepteret af Christian IV. I 1683 fik Danmark fælles lovgivning i form af Christian V’s Danske Lov.
I Hollænderbyen opretholdt man imidlertid undtagelsen omkring arveforhold – nemlig ved at have lige arveret for mænd og kvinder. Schoutstyret fortsatte med at fungere indtil 1817, hvorefter domsretten overgik til Tårnby, og varetagelsen af Hollænderbyens egne anliggender overgik til et sognefogedstyre. Først i 1857 kom Store Magleby, eller Hollænderbyen, ind under landkommunalloven.
Afviklingen af Schout-styret – første forsøg
Det første forsøg på at komme af med Schout-styret skete i 1796, da Schouten døde, og Hollænderbyen stod uden leder. Den situation benyttede dommeren i Tårnby til at indlede en kampagne for at afvikle Hollænderretten, og få lagt byen ind under Tårnby retskreds. Indbyggerne i Hollænderbyen protesterede mod dette indgreb i deres privilegier.
Resultatet blev i første omgang, at byen i hast valgte en ny Schout og leder, Dirck Cornelissen. Den nye Schouts første handling var at skrive til amtmanden for at påpege, at retten i Hollænderbyen var i ligeså god forfatning, som andre underretter. Eksempelvis var antallet af processer færre end andre steder, fordi Schouten og hans hjælpere kendte folk personligt og kunne gribe ind, før en konflikt greb om sig.
Schouten forsøgte også at bevise at retten i Hollænderbyen vitterligt byggede på gammel hollandsk tradition. Beviserne måtte han hente i Holland, da alle dokumenter og privilegiebreve i Hollænderbyen var brændt under svenskekrigene. Materialet ankom og overbeviste amtmanden. På den baggrund fik indbyggerne i Hollænderbyen lov til at beholde deres eget retssystem i første omgang.
Tårnby-dommerens andet forsøg
Da Dirck Cornelissen døde i 1817 stod Hollænderbyen igen uden leder. Det gav atter dommeren i Tårnby blod på tanden. Han rettede igen henvendelse til myndighederne om det skadelige i at have en særordning som Schout-styret med krav om, at det blev nedlagt.
Hollænderbyen kunne man godt fornemme, i hvilken retning det gik, og på en byrådssamling besluttede man sig for at opgive privilegierne, inden det blev pålagt, dog på den betingelse at hof- og stadsretsprokurator Hans Lauritzen fik embedet som foged over retsenheden Amager birk. Man ville for alt i verden ikke komme ind under dommeren i Tårnby.
Da dette ikke umiddelbart lod sig gøre, lavede man en treårig overgangsperiode, hvor Hans Lauritzen fungerede som Schout i Hollænderbyen. Efter næsten 300 år forsvandt de hollandske indvandreres selvstyre, dog med undtagelse af den lige arveret, der blev indført i dansk lov i 1857. Det er værd at bemærke, at rettighederne ikke blev taget fra hollænderne, men at de bestemte sig til at opgive dem, da der reelt ingen vej tilbage var.
Fotos: Museum Amager.
