DET SELVSTÆNDIGE RETSSYSTEM

At leve og dømme sig selv efter hollandsk ret

Hollænderne fik af Kong Christian II lov til at ”leve og dømme sig selv efter hollandsk ret”. Indtil 1817 havde hollænderne således eget retssystem. Hollænderne fik ret til eget retssystem, der samledes fire gange årligt for at dømme både i sager mellem byens egne borgere og i sager med borgere i de omkringliggende danske byer – herunder især Dragør. Indtil 1615 kunne Hollænderbyens domme ankes til Sjællandske Landsting i Ringsted. Derefter blev der oprettet en ekstraordinær ret, kaldet Københavns Amtsstueret, hvor kun appelsager fra Hollænderbyen og fra Tårnby blev behandlet. I sidste ende kunne Hollænderbyens sager ankes direkte til Hoffet. Hollænderbyen havde på den måde en særstatus i forhold til andre områder i form af en direkte adgang til kongen.

Hollænderbyens retssystem var ledet af en såkaldt Schout, der blev valgt på livstid. Schouten fungerede både som en slags borgmester og som dommer i byen. Han dømte sammen med et råd, bestående af 7 mænd, kaldet Scheppens, som blev valgt for et år af gangen. Retten bestod af lægmænd, og det var ikke tilladt at sende advokater i retten. Schouten og Scheppens forsøgte i øvrigt inden en egentlig domshandling at mægle mellem de stridende parter. Skulle der fældes dom i en alvorlig sag kunne Schouten indkalde alle de mænd, der havde været Scheppens i de foregående tre år. Det blev kaldt ”Det store Råd” og bestod således af 21 Scheppens plus Schouten.

En af de største forskelle fra det hollandske system til det danske var indenfor arveretten. Ifølge dansk arveret blev mænd tildelt to dele og kvinder en del af en arv. Ifølge hollandsk ret var mænds og kvinders arveret lige. Den lige arveret blev bibeholdt i Hollænderbyen, indtil det blev en del af dansk lovgivning i 1858. Netop arveretten er således et eksempel på, hvordan en immigrantgruppes retspraksis blev landets retspraksis.

Suverænitet og selvopfattelse

Fyrstens eller statens autoritet til at lovgive i forhold til og dømme undersåtter er traditionelt en central del af en stats hævdelse af suverænitet. Derfor er hollænderbyens langvarige særstatus bemærkelsesværdig. Ligeså særligt er det, at retspraksis og lovgivningsprincipper blev importeret med immigranterne, og at disse blev opretholdt i hvert fald delvist igennem århundreder, og ikke mindst at en vigtig del af den hollandske retspraksis – nemlig omkring arveret – endte med at blive til dansk lov. Retten til at dømme sig selv har formodentlig været afgørende for den selvforståelse og selvtillid, de hollandske indvandrere og deres efterkommere har mødt omverdenen med.

Hollændernes selvopfattelse afspejles i høj grad i deres forhold til kongen. I det 16. og 17. århundredes Danmark var den enkelte folkegruppes personlige forhold til fyrsten altafgørende for de vilkår, de levede under. Hollændernes optræden overfor kongen viser bøndernes selvsikkerhed. Historiebøgerne er fyldt af beretninger om hollandske bønders frimodighed overfor kongen, og gentagne begunstigelser fra kronens side. I 1575 stadfæstede Frederik II f.eks., at hollænderne havde eneret til at fiske ål foruden ret til at fjerne andres ruser.

Fotos: Museum Amager.