FORBRYDERBILLEDETS HISTORIE

I ældre dansk ret kunne forbrydere idømmes legemsstraffe såsom brandmærkning eller afskæring af næse eller ører. Logikken bag den synlige lemlæstelse var, at de dømte forbrydere efterfølgende blev lettere at identificere og genkende. Den brutale praksis blev med tiden afskaffet.

Opfindelsen og udbredelsen af fotografiet revolutionerede myndighedernes evne til at identificere forbrydere via forbryderbilleder. I Danmark blev teknikken anvendt for første gang i 1851 i en speget sag fra Lolland. På sigt viste brugen af forbryderbilleder sig ligeledes effektiv til overvåge kriminelle, der arbejdede på tværs af landegrænser.

Indledningsvis var det en avanceret og kostbar metode forbeholdt politiet i landets største byer. Senere blev teknikken billigere, og brugen af forbryderalbums blev udbredt til mindre købstæder. Der manglede imidlertid en systematisk tilgang i affotograferingen af forbryderene. Derfor er der variation i forbryderbilledernes komposition.

I slutningen af 1800-tallet opfandt den franske antropolog Alphonse Bertillon et sindrigt system til identificering af forbrydere. Han argumenterede eksempelvis, at forbryderen skulle fotograferes både frontalt og i profil. Derfor betragtes Bertillon som ophavsmand til det moderne forbryderfoto i dag.

Hen over tid blev Bertillons tilgangen også adopteret i Danmark. For at spare penge benyttede flere politiafdelinger et spejl, således at det var muligt at fotografere den mistænkte fra begge vinkler på en gang. På den måde kunne man nøjes med et enkelt fotografi frem for to.

Foto: ”Forbryderfoto” af Alphonse Bertillon. Préfecture de Police, Paris.