EN MERE HUMAN LOVGIVNING?
Med tiden kunne befolkningen i landets dagblade følge med i diskussionen om udlevering af fremmede forbrydere til deres hjemlande. Folket Avis bragte i april 1907 en kommentar fra en unavngiven jurist om forskellige europæiske landes stillingtagen til udvisninger – herunder Danmark, hvor der blev efterspurgt en mere human lovgivning:
Fremmede Forbrydere
Handlinger, der er strafbare i begge Lande. – Anarkisterne. – Udlevering-Udvisning.
En ældre Jurist, der ikke ønsker sit Navn nævnt, udtalte i Gaar til os som Spørgsmaalet: Udlevering af fremmede Forbrydere, at vi savnede Lovbestemmelser baade om Betingelserne for overhovedet at udlevere fremmede Forbrydere, og om de Former, der i det enkelte Tilfælde skal følges ved Spørgsmaalets Afgørelse.
– Det er en Fejl, sagde han, at de enkelte Tilfælde afgøres af den administrative Myndighed, Justitsministeriet, i Stedet for af den dømmende Myndighed, Straffedomstolene.
For almindelige Forbryderes Vedkommende, det vil sige Forbrydere, der har begaaet Handlinger, som er strafbare i begge Lande og efter almindelige Retsbegreber, saasom Tyveri, Mord osv., er Spørgsmaalet om Udlevering klart nok. Naturligvis bør en saadan Forbryder udleveres for at lide sin Straf. Men det bør dog alligevel kun ske efter en Undersøgelse ved det Lands Domstol, som skal udlevere ham.
Begrebet politisk Forbrydelse er derimod meget vanskeligere at komme overens om. For Tiden er det den belgiske Ret, der er toneangivende paa dette Omraade, og den opfatter alle forsætlige Forbrydelser, rettede mod en Stats Bestaaen og Sikkerhed eller mod Statsoverhovedet og Statsborgernes politiske Rettigheder som politiske. Den politiske Forbryder har den saakaldte Asylret og kan ikke saadan uden videre udleveres. Men da Belgien udstrakte denne Asylret til ogsaa at omfatte almindelige Forbrydelser, som viser sig at være et Middel eller Skjul for politiske strafbare Handlinger, saa tog enkelte Lande Afstand fra Belgien, idet man ikke ønsker at være Beskyttere for Anarkister, der har øvet morderiske eller Voldshandlinger.
Schweitz har saaledes indføjet i sin Udleveringslov, at “Udlevering kan indvilges af Forbundsretten, skønt Vedkommende paaskyder en politisk Bevæggrund eller et politisk Øjemed, naar den Handling, for hvis Skyld Udlevering begæres, overvejende har Karakteren af en almindelige Forbrydelse eller Forseelse.”
England derimod vil ikke gaa med til nogen som helst Indskrænkning i Asylretten. England nægter at sende nogen Anarkist eller Revolutionær til Hjemlandet, men det vil naturligvis heller ikke beholde alle disse mer eller mindre heldige Individer indenfor sine Grænser, og det siger derfor til dem: Vi udleverer sig ikke, men vi vil heller ikke have sig her i Landet. Gaa med Fred! Herhjemme er vi ikke saa humane. Naar Rusland forlanger, at vi skal udlevere en Flygtning, saa gør vi det, uden at spørge om Mandens Forseelse. Vi gør det, skønt vi ved, at Ruslands Procesordning er den mest uciviliserede og ganske ubetryggende for den personlige Frihed. Derfor trænger vi herhjemme til en human Lovgivning om Udlevering af fremmede Forbrydere.
