VESTRE KIRKEGÅRD

Fra midten af 1800-tallet og frem voksede Danmarks befolkning markant. Det ledte til social nød blandt fattige landarbejdere, da landbruget ikke kunne absorbere de mange nye hænder. Flere udvandrede til Amerika, men hovedparten søgte lykken i de større danske byer, særligt København.

Vandringen fra land til by medvirkede til, at hovedstaden sprængte sine volde. Nye tætpakkede kvarterer såsom Nørrebro skød frem og omsluttede både Mosaisk Nordre Begravelsesplads samt Assistens Kirkegård.

Københavns eksisterende gravpladser og kirkegårde var dog ikke gearet til at håndtere byens voksende befolkning, hvilke var en generel europæisk tendens. Derfor så man til udlandet, hvor nye kommunale centralkirkegårde på systematisk, rationel og kunstfærdig vis tog hånd om storbyens voksende flok af døde.

I 1870 fik København sin første centralkirkegård, da Vestre Kirkegård blev indviet i byens periferi. Fattiglemmet, der i dagens anledning blev stedt til hvile, havde næppe forventet et så fornemt følge til sin begravelse, men der var store planer for kirkegården.

Som årene gik udviklede Vestre Kirkegård sig også til Københavns nye moderne hovedkirkegård, hvor rige og berømte lå side om side med almindelige danskere. Undervejs overtog kommunen administrationen af kirkegården, og dermed blev de engang så tætte bånd mellem kirke og kirkegård løsnet.

Vestre Kirkegård bibeholdte dog sit navn, selvom den også fungerer som en kommunal begravelsesplads, hvor grupper af forskellig tro og etnicitet ligger begravet. Derfor belyser Vestre Kirkegård også et interessant og til tider tragisk kapitel i Danmarks nyere indvandringshistorie.

Foto: Muslimsk afdeling på Vestre Kirkegård. Mikkel Arnfred.