LIVKOSAKKEN JASCHIK
Krig trækker destruktive spor gennem vores historie, men kan også varsle begyndelsen på noget nyt. Eksempelvis et nyt liv i et fremmed land. På Assistens Kirkegårds Ny Russisk Afdeling ligger sådan en skæbne begravet. Men hvordan endte en russisk kosak egentlig i Danmark?
Timofei Ksenofonowitch Jaschik blev født på Krimhalvøen i 1878, og som kosak gik han militærets vej. Gennem militærtjenesten kom Jaschik tæt på zarfamilien, hvor han blev udnævnt til personlig livkosak for enkekejserinde Marija Fjodorovna. Jaschik var en ordentlig kleppert, og med sit store sorte skæg personificerede han nærmest den russiske bjørn.
Mørke skyer truede dog forud, og i 1917 kollapsede Det Russiske Kejserrige som følge af 1. verdenskrig. Zaren abdicerede og blev senere henrettet af revolutionære bolsjevikker. Marija Fjodorovna undgik samme skæbne som sin søn, da hun flygtede til Danmark. Jaschik fulgte trofast med.
Det var en stor omvæltning at slå sig ned i Danmark. Omvendt var der fred, og kaldet som livkosak var ikke nær så krævende. Det blev atter tid til kærlighed, da Jaschik mødte den danske Agnes. Jaschik havde ellers været gift i Rusland, men hans kone blev dræbt under borgerkrigen.
I 1925 blev Agnes og Jaschik gift i Aleksander Nevskij Kirke. I den proces konverterede Agnes og skiftede samtidig navn til Nina. Efter enkekejserindens død blev tilværelsen som livkosak lagt på hylden. Jaschik slog sig ned som købmand i Valby, og det store kosakskæg blev trimmet for at virke mere imødekommende.
Jaschik glemte dog aldrig sine russiske rødder. Han blev begravet på Assistens Kirkegård i 1946, hvor han ligger endnu, sammen med sin Nina.
Foto: Jaschik og enkekejserinden ved Aleksander Nevskij Kirke i Bredgade. Ritzau Scanpix.