LIGBRÆNDINGENS HISTORIE I DANMARK

I dag vælger otte ud af ti danskere at blive kremeret. Sådan har det dog ikke altid været, selvom ligbrænding var udbredt, før den kristne tro kom til Norden. Kristendommen fortrængte imidlertid denne gravskik. Blandt kristne var ligbrænding tabu, og det blev anset som en hedensk praksis, der stred imod troen på kødets opstandelse.

I generationer blev hovedparten af alle danskere derfor kistebegravet, og det var først i sidste del af 1800-tallet, at den vestlige lægevidenskab begyndte at få interesse for ligbrænding. Ud fra en lægevidenskabelig optik var ligbrænding mere hygiejnisk. Endvidere krævede urnerne mindre plads end kisterne. Det var særligt praktisk i Europas voksende storbyer, herunder København, hvor kirkegårdene havde svært ved at følge med.

Teknologiske fremskridt muliggjorde derudover opførelsen af moderne ligbrændingsanstalter. Det første moderne krematorium blev opført i Milano i 1876, og København fik sit første i 1886. Der var dog stor modstand mod kremering grundet traditionen for kistebegravelser, og ligbrænding blev først tilladt i Danmark i 1892.

Selvom ligbrænding blev tilladt, var dele af folkekirken længe imod, og det var en besværlig proces at blive kremeret. Bølgerne gik højt, og fortalere for kremering blev ofte stemplet som fritænkende nihilister og socialister. Ligbrænding blev dog mere og mere udbredt med tiden. Først i byerne, senere på landet.

I 1975 blev halvdelen af alle danske døde brændt, og samme år blev ligbrænding og kistebegravelse juridisk ligestillet. Siden er andelen af kistebegravelser faldet betydeligt. I daglig tale dækker ”begravelse” ofte over både kistebegravelser samt kremering/bisættelser.

Foto: Krematoriet på Nyelandsvej var det første i Danmark. Københavns Museum.