KISTENS HISTORIE I DANMARK

I dag er den klassiske hvide kiste synonym med danske begravelser og bisættelser. Brugen af den hvide ensartede kiste blev udbredt i 1900-tallet og var delvis en konsekvens af, at klasseskellet i Danmark blev mere udvisket.

Traditionen med at anvende kister i almindelighed kom til Danmark i 1500-tallet. Inden da anvendtes der ofte en båre i forbindelse med begravelser. Liget på båren var tildækket med et klæde. Introduktionen af kister gjorde også begravelser dyre for de efterladte, og derfor varierede de i kvalitet og udseende.

De fattige blev som regel begravet i simple kister lavet af fyrretræsbrænde, der blev sværtet sorte. De velhavende kunne derimod anskaffe dekorerede kister lavet af kostbare materialer. Uanset var kistens indpas godt nyt for snedkerne, der lavede dem.

Nogle snedkere begyndte tilmed at specialisere sig i begravelser, hvor de også tog sig af de praktiske foranstaltninger. Derudover indkøbte de specialudstyr, såsom hestetrukne ligvogne eller rustvogne, der skulle transportere kisten. Med tiden udviklede disse snedkere sig til de bedemænd, som vi kender i dag.

Eftersom en kiste tidligere skulle snedkereres, var det ikke unormalt, at folk anskaffede sig en kiste, mens de endnu levede. Kisten blev opbevaret hjemme, så den var klar til brug, og kunne angiveligt fungere som en alternativ gæsteseng. Denne tradition forsvandt i slutningen af 1800-tallet.

I dag er bedemændenes kister fabriksproducerede, og de er lavet af enten spånplader, MDF-plader eller massivt træ. Det er lovligt at designe sin egen kiste, så længe den overholder retningslinjerne og miljømæssige krav. Begravelser uden kiste kræver derimod dispensation.

Foto: Hvid kiste i Østbirk kirke. Kasper Thorkilsen.