JØDISKE BEGRAVELSESTRADITIONER I DANMARK

Jødiske begravelsestraditioner og ritualer har meget til fælles med folkekirken, men der er forskelle. Ved et jødisk dødsfald er det eksempelvis skik, at afdøde ikke er alene inden begravelsen. Oftest er det den nærmeste familie, der våger over den døde.

Inden selve begravelsen bliver afdøde vasket rituelt, hvorefter personen iklædes hvide ligklæder kaldet en kittel. Kisten, som afdøde lægges i, er som regel simpel og ubehandlet, hvilket ifølge jødedommen symboliserer, at alle er lige i døden. Mange danske jøder får tillige placeret lidt jord fra ”Det Hellige Land” under hovedet. Kremering er ikke udbredt blandt jøder, men det forekommer.

Det er jødisk tradition, at afdøde begraves hurtigst muligt, og i Danmark foregår det generelt inden for 48 timer grundet lovpligtige hensyn. I København bliver begravelsesceremonien primært afholdt i kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På hebraisk kaldes en jødisk begravelsesplads beit olam, der betyder evighedens hus.

Under højtideligheden holder rabbineren blandt andet en tale, hvorefter kisten bæres ud til graven. Efter at graven er dækket til, reciterer de deltagende til slut bønnen Kaddish, hvilket er en lovprisning af Gud. I stedet for blomster er det jødisk skik at lægge en lille sten på graven. Sten forgår ikke, og det er en gestus, som rige såvel som fattige kan udføre.

På årsdagen for dødsfaldet, kendt som Jahrzeit, tænder de nærmeste traditionelt et lys for afdøde. Lyset skal brænde i 24 timer. Kaddish siges også tre gange i forbindelse med Jahrzeit. Derudover besøger de efterladte ofte gravstedet, hvor de lægger en sten.

Foto: Det er jødisk skik at lægge en sten på graven. Foto: Mikkel Arnfred.