DØDEN UDEN FOR BYMURERNE

I et opgør med antikkens nekropoler var de døde i løbet af middelalderen blevet inviteret inden for bymurene på Europas storbykirkegårde. De døde udgjorde dog en sundhedsrisiko. Mange kirkegårde var overfyldte, og ligene fik ikke tid til at blive ordentlig nedbrudt.

Det genererede en frygtelig stank, og udsivningen fra kirkegårdene forurenede grundvandet og de omkringliggende områder. Alt dette skabte grobund for epidemiske sygdomme, der hurtigt kunne decimere befolkningen i de tætpakkede storbyer.

I sidste halvdel af 1700-tallet begyndte oplysningstidens tænkere derfor at argumentere for, at kirkegårdene atter skulle flyttes uden for bymurene/voldene. Reglerne for begravelser i kirker og gravkapeller skulle ligeledes skærpes, således at de levende og døde blev forsvarligt adskilt.

Reformtankerne medvirkede til, at Assistens Kirkegård blev etableret uden for Københavns volde i 1760. I tråd hermed fulgte i 1805 en kongelig forordning, hvori Christian VIIs rådgivere påpegede, at de gamle begravelsestraditioner var usømmelige og farlige:

”Da Kongen ikke finder det sømmeligt, at Bygninger, indviede til det Høieste Væsens Dyrkelse, tillige afbenyttes som Giemmesteder for Legemer, der overgives til Forraadnelse; og da den fra mindre oplyste Tider nedarvede Skik, at begrave de Døde i Kirkerne, ofte har haft farlige Tilfælde, endog Helbreds Tab for de Efterlevende…”

Forordningen indskærpede derfor reglerne for begravelser i kirker og gravkapeller markant, heriblandt Sankt Petri Kirkes gravkapeller. Derudover dikterede forordningen, at alle købstæder skulle anlægge kirkegårde uden for bygrænsen. Håndteringen af storbyens døde skulle fremover foregå på oplyst og rationel facon.

Foto: Mikkel Arnfred.