DØDEN INDEN FOR BYMURERNE

Begravelsespladser og kirkegårde er øjebliksbilleder af samfund, der er og har været, og de er i konstant forandring, ligesom de samfund de afspejler.

Et gennemgående træk i antikken var eksempelvis, at de døde ikke blev begravet nær de levende. I stedet blev de lagt til hvile i ”de dødes byer”, de såkaldte nekropoler. Nekropoler lå ofte uden for bymurene til de levendes byer. Det gjorde de grundet religiøse forbud og overtro, men sanitære forhold spillede også en rolle.

Kristendommens indtog varslede dog begyndelsen på noget nyt. I et opgør med de gamle hedenske begravelsespladser blev skellet mellem de levende og døde langsomt udvasket. I middelalderen gik man bort fra konceptet om nekropoler. De døde blev nu inviteret inden for bymurene på storbykirkegårdenes indviede jord.

Der var dog kamp om pladsen, og tidens feudale orden var afspejlet på kirkegårdene. De fattige blev oftest begravet lag på lag i fællesgrave ude på kirkegården. Samfundets top blev derimod stedt til hvile i stenkister, der blev nedsænket i kirkegulvet. Jo tætte på alteret, desto finere.

Pladsen under kirkegulvet var imidlertid begrænset. Derfor blev de privilegerede få også lagt til hvile i de majestætiske sarkofager, der typisk er fritstående dekorerede ligkister i sten. Disse blev placeret i kirkens sidekapeller eller i egentlige gravkapeller, lig Sankt Petri Kirkes, hvor reformationens spirende borgerstand sluttede sig til de få.

Det var imidlertid ikke uproblematisk, at man inviterede de døde inden for bymurene. De udgjorde nemlig en sundhedsrisiko for de levende, eksempelvis når pandemier var på fremmarch.

Foto: Sankt Petri Kirkes gravkapeller. Foto: Mikkel Arnfred