DEN JØDISKE BEGYNDELSE I KØBENHAVN

I sidste halvdel af 1600-tallet fik en lille gruppe kapitalstærke jøder tilladelse til at bosætte sig i København, hvor de bistod kongen med lån og luksusgenstande. De kom primært fra den jødiske menighed i Altona, nær Hamborg, der tidligere var blevet indlemmet i det danske monarki.

Indledningsvis var der få jøder i København, og byen var mest af alt et sted, hvor de drev forretning. I 1684 fik jøderne imidlertid tilladelse til at afholde gudstjenester i deres hjem, og herefter opstod der en egentlig københavnsk menighed.

Gudstjenesterne skulle dog foregå bag lukkede døre, således at det ikke vakte forargelse. Modsat Sankt Petri Kirkes tyske menighed tilhørte jøderne en religiøs minoritet, og de levede i landet på kongens nåde. Universel religionsfrihed blev først garanteret med Grundloven af 1849.

Jødernes tilstedeværelse i København blev tolereret, så længe de tjente kongens og byens økonomiske interesser. Antisemitisme var dog udbredt blandt københavnerne, og blandt andet derfor levede jøderne forholdsvis isoleret. De var en nation i nationen med egne traditioner, retsvæsen og sprog.

Den franske revolution og Napoleons fremmarch ledte imidlertid til en mere liberal jødelovgivning flere steder i Europa, også i Danmark. De danske magthavere ønskede at integrere nationen i nationen, og fremtrædende jøder støttede op.

Bestræbelserne kulminerede i 1814 med det såkaldte jødiske frihedsbrev. Her fik jøder tildelt noget nær ligeberettigelse i Danmark, men det kom med en pris. Jøderne skulle opgive deres selvbestemmelse og følge dansk lov. 1814 blev dermed begyndelsen på en ny og mere dynamisk periode i dansk-jødisk historie.

Foto: David Israels gravsten fra 1693 symboliserer de jødiske rødder i byen. Foto: Mikkel Arnfred.