DE DANSKE RAMMER

Religionsfrihed blev indført i Danmark med Grundloven i 1849. Før dette var der stor kontrol og tvang inden for religionsområdet. Under kongekirken, fra 1536 til 1849, var det ikke tilladt at tilhøre andre kirker eller religioner. Kun hvis der blev givet særlig kongelig tilladelse. Dette betød, at mindre grupper af eksempelvis katolikker og jøder kunne praktisere deres religion under meget begrænsede rammer.

Selvom reglerne med tiden blev lempet, tilhørte kongens undersåtter næsten udelukkende den evangelisk-lutherske kirke. Efter 1849 blev denne omdøbt til Folkekirken. Den nyetablerede folkekirke vedblev med at have særstatus i forhold til andre trossamfund, blandt andet i økonomiske og juridiske henseende. Sådan er det fortsat i dag.

Eksempelvis er folkekirken begravelsesmyndighed for alle, uanset hvilken tro den afdøde tilhører. Konkret betyder det, at det er kirkeministeren og folkekirkens præster, der bestemmer rammerne for al begravelsespraksis i Danmark.

Kritikere hævder, at folkekirkens rolle som begravelsesmyndighed strider mod religionsfriheden. Endvidere medfører dansk lov, at visse religiøse minoriteter har svært ved at praktisere deres traditionelle begravelsesritualer i Danmark.

Diskussionen er interessant, og den understreger en vigtig pointe. Nemlig, at religiøse minoriteter gennem danmarkshistorien har været nødsaget til at tilpasse sig landets love og normer. Det gælder også i forhold til begravelsestraditioner og praksisser. Derfor fokuserer Død og Begravet – enden på en rejse ligeledes på generel dansk begravelses- og kirkegårdshistorie, særligt i København. For det er i høj grad på denne scene, at udstillingen udspiller sig.

Foto: Grundloven af 1849. Rigsarkivet.