BEGRAVELSESTRADITIONER I DEN RUSSISK-ORTODOKSE KIRKE

Den russisk-ortodokse kirke er en del af den østlige gren af kristendommen, der tog form efter at den romerske og den byzantinske kirke endelig brød med hinanden i 1054. Der findes omkring 150 millioner russisk-ortodokse kristne i dag (2011).

Når en person fra den russisk-ortodokse kirke dør, vaskes afdøde med vand og iklædes rent tøj. Ovenpå afdøde lægges et hvidt ligklæde, og henover panden placeres en symbolsk papirkrone.

Afdøde forbliver oftest i hjemmet indtil begravelsen. Det er tradition, at præsten her holder messe (panikhida) for afdøde, samt at pårørende læser op fra Salmernes Bog. Før afdøde lægges i kisten, stænkes afdøde og kisten med vievand. I kisten får afdøde lagt et kors eller ikon i hænderne, og omkring kisten tændes fire olielamper/lys.

Traditionelt må begravelsen tidligst finde sted på tredjedagen efter dødsfaldet. Under selve begravelsen er kisten åben. Legemet anses nemlig som helligt og bør ikke gemmes bort. Derfor er kremering også tabu. Begravelsesceremonien varer cirka en time med bønner, hymner, salmer og oplæsning. Undervejs afbrænder præsten røgelse over kisten og menigheden.

Når ceremonien nærmer sig sin afslutning, tager menigheden afsked med afdøde. Én efter én kysser de deltagende ikonen i kisten samt papirkronen på afdødes pande. Alt imens synger koret en hymne, der blandt andet lyder: ”Kom, alle I som elskede mig, og kys mig en sidste gang. For jeg skal aldrig mere gå eller tale med jer…” Til sidst beder præsten en syndsforladelsesbøn for afdøde, ikonet fjernes og kisten lukkes.

På årsdagen for dødsfaldet holdes der panikhida for afdøde.

Foto: Ortodokse kors på Assistens Kirkegård. Mikkel Arnfred.