OPHOLDSTILLADELSER OG SÆSONARBEJDE

Mangel på arbejdskraft

I perioden 1875-1917 gav de danske myndigheder opholdstilladelse til 38.220 svenskere, som søgte arbejde i det østlige Danmark i områderne omkring København, Lolland-Falster og på Bornholm. Der var oftest tale om unge mænd og kvinder fra det sydlige Sverige, som kom fra fattige kår på landet. Georg Nørregaard skriver således om tidens fremmedarbejdere:

”(De kom til landet), fordi lønningerne her var højere end i deres hjemland, og de måtte ofte finde sig i at tage det grove eller dårligere betalte arbejde …”

I denne periode var der stor efterspørgsel på arbejdskraft i Danmark, bl.a. på grund af det voksende landbrug og tidens industrialisering, og i den sammenhæng blev de svenske migranter kaldt til landet som sæsonarbejdere indenfor forskellige fagområder såsom stenhuggere, teglværksarbejdere og landbrugsarbejdere. Det skønnes, at godt 80.000 svenskere har arbejdet i Danmark i perioden 1850-1914.

Foto: Furesø Arkiv.

Immigrantmuseet