EN JØDISK BEGYNDELSE I KØBENHAVN

Et nyt land

De første jøder kom til Danmark under Kong Christian IV’s regeringsperiode (1588-1648) og kom fra mange steder rundt omkring i Europa, såsom Portugal, Tyskland og Polen. I begyndelsen var det vanskeligt for jøderne at få lov til at opholde sig i Danmark. Det skyldtes de strenge forordninger og love, som på det tidspunkt regulerede forholdet til indvandrere.

I slutningen af 1600-tallet faldt mange af de strenge restriktioner imidlertid bort. Man havde hårdt brug for jødernes ressourcer og finansielle midler til at opbygge landet, som var stærkt svækket efter Svenskekrigene i 1657-1660. En lille gruppe kapitalstærke jøder fik derfor tilladelse til at bosætte sig i København, hvor de bistod kongen med lån og luksusgenstande. De kom primært fra den jødiske menighed i Altona, nær Hamborg, der tidligere var blevet indlemmet i det danske monarki.

Tolerance og accept?

Indledningsvis var der ganske få jøder i København, og byen var mest af alt et sted, hvor de drev forretning. I 1684 fik jøderne imidlertid tilladelse til at afholde gudstjenester i deres hjem, og herefter opstod der en egentlig københavnsk menighed.

Gudstjenesterne skulle dog foregå bag lukkede døre, således at det ikke vakte forargelse. Modsat Sankt Petri Kirkes tyske menighed, tilhørte jøderne en religiøs minoritet, og de levede i landet på kongens nåde. Universel religionsfrihed blev først garanteret med Grundloven af 1849. Jødernes tilstedeværelse i København blev tolereret, så længe de tjente kongens og byens økonomiske interesser. Antisemitisme var dog udbredt blandt københavnerne, og blandt andet derfor levede jøderne forholdsvis isoleret. De var en nation i nationen, med egne traditioner, retsvæsen og sprog.