TILSYNET MED DE FREMMEDE

I december 1828 udstedte den danske konge en forordning, der gjaldt både danske og udenlandske håndværkersvende foruden øvrige rejsende. Kongen fandt, at omstrejfere var blevet så stort et problem for landets borgere, at lovgivning var nødvendig.

Forordningen betød, at rejsende skulle have en vandrebog eller et rejsepas, der blev udstedt af den myndighed, den rejsende mødte ved rejsens start. Vandrebogen kunne kun tildeles, hvis vedkommende havde dokumenteret overfor politiet, at han havde en håndværksmæssig uddannelse, som han kunne ernære sig ved, og hvis han medbragte penge til at gennemføre den planlagte rejse. Hvis politiet forsømte at vurdere de omrejsende, kunne den enkelte politibetjent komme til at betale den rejsendes rejse ud af Danmark. Rejsens destination skulle være nøje beskrevet, og vandrebogen skulle påtegnes ved hvert stop. En håndværkersvend måtte kun opholde sig 24 timer i de købstæder, han passerede på sin vej, mens han på landet ”ikke måtte tage videre Ophold end det som nødvendig Forfriskning og Hvile kræver”. Når arbejdet ophørte, havde den rejsende 4 dage til at finde nyt arbejde, at rejse videre eller at rejse ud af landet.

Registreringen af omrejsende arbejdere var et forsøg på at dæmme op for rejsende sigøjnere, men 1800-tallets fortsatte stramninger af reglerne for omrejsende håndværkere, vanskeliggjorde samtidig en række håndværk som kurvemageri, hårkunst og ståltrådarbejde, som immigranter fra bl.a. Sverige og Ungarn ernærede sig ved.

I 1875 fik politiet med den såkaldte Fremmedlov – eller Lov om tilsyn med fremmede og rejsende – pligt til at føre tilsyn med fremmede i Danmark. Baggrunden var de mange tilrejsende svenske arbejdere og et fremvoksende forsørgelsessystem. Det blev i stigende grad vigtigt at finde ud af, hvem der skulle forsørge hvem.

Udlændinge, der ville ernære sig ved omvandring, skulle ifølge Fremmedlovens §1 nægtes mulighed for at tage ophold i Danmark. Enhver udlænding skulle kunne legitimere sig ved et offentligt dokument – som f.eks. pas. Alle fremmede skulle af politiet have udstedt en opholdsbog, der indeholdt oplysninger om hans eller hendes arbejde. Når en udlænding skiftede arbejde, skulle rejseruten mellem arbejdsstederne indføres i opholdbogen, og bogen skulle forevises hver gang, han eller hun rejste gennem en købstad eller stoppede mere end 24 timer noget sted på landet.

Hvis en udlænding var arbejdsløs skulle vedkommende hver 8. dag henvende sig til politiet og godtgøre at have ”de fornødne Penge til at bestride sit tarvelige ophold i 8 dage”. Efter seks ugers arbejdsløshed blev vedkommende sendt ud af landet.

Fremmedloven var den første lov i Danmark, der specifik regulerede opholdsbetingelserne for udlændinge. Med mindre ændringer gjaldt den frem til 1952.