LANDETS BØRN OG LIGE VED INDFØDTE

Den første forordning om indfødsret i Danmark blev indført i 1776. Forinden havde især statsadministrationen og militæret i en årrække været domineret af tyske embedsmænd – en dominans, der kulminerede med kong Christian VII’s reformivrige livlæge Johan Struensee omkring 1770.

Indfødsretten var i begyndelsen kun beregnet på dem, der ønskede højere embeder i statsadministrationen eller ville i militæret. Udlændinge kunne i øvrigt frit bosætte sig og arbejde i Danmark. De kunne søge om samme rettigheder som indfødte, hvis de enten havde formue, kundskaber eller den enevældige konges gunst. Fra grundlovens indførelse i 1849 blev indfødsret tildelt ved love, som blev vedtaget af parlamentet. Kvinder fik dansk indfødsret sammen med deres mænd. Først fra 1950 skulle kvinder ansøge selvstændigt.

Gennem 1800-tallet blev rettighederne forbundet med indfødsret udvidet. For eksempel blev modtagelsen af alderdomsunderstøttelse i 1891 betinget af dansk indfødsret. Sideløbende blev kravene for at opnå indfødsret også skærpet.

Udlændinge, der ønskede dansk indfødsret, skulle således fra 1860erne have
opholdt sig i Danmark i minimum 15 år.

I 2011 omfattede betingelserne for at få dansk indfødsret bl.a., at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i min. 9 år – dog 8 år for flygtninge. Ansøgeren skulle være ustraffet, ikke have gæld til det offentlige, være selvforsørgende og have bestået dels en prøve i dansk og en særlig indfødsretsprøve med spørgsmål om dansk historie og kultur. I 2022 modtog Udlændinge- og Integrationsministeriet 4.782 ansøgninger om dansk indfødsret, hvoraf 1.387 blev naturaliseret.