FRA ANATOLIEN TIL AVEDØRE
I slutningen af 1960erne strømmede store grupper af arbejdere fra bl.a. Tyrkiet og Jugoslavien til Danmark for at arbejde i industrien. Allerede i 1970 indførte Danmark imidlertid stop for tildeling af nye arbejdstilladelser på grund af den stigende arbejdsløshed.
Der blev i 1970 og 1973 udarbejdet dispensationsregler, sådan at danske virksomheder kunne søge om dispensation til at hente arbejdere fra udlandet. Dispensationsreglerne fra juni 1973 pålagde bl.a. arbejdsgiverne at udfærdige en skriftlig ansættelsesaftale – oversat til et for arbejderen forståeligt sprog. Arbejdsgiveren skulle desuden anvise en passende bolig og sørge for et 40 timers kursus i dansk sprog og kultur. Løn og arbejdsvilkår skulle følge den gældende overenskomst. Allerede seks måneder efter vedtagelsen af dispensationsreglerne indførtes i november 1973 et nyt stop for indvandring, der gjorde det meget vanskeligt for udlændinge at opnå arbejdstilladelse i Danmark. Opholdstilladelser til familie til herboende arbejdere betød dog en fortsat indvandring fra en mindre gruppe lande. I 1973 havde i alt 54.716 personer arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Af dem kom omkring 10% fra Tyrkiet.