ADGANGEN TIL DANMARK

Oprindeligt var et pas en passerseddel, der gjorde det klart, at ejeren havde ret til at færdes, hvor han gjorde, og stod under magthaverens beskyttelse. Indtil 1862 skulle danske statsborgere vise pas ved udrejse. Med Fremmedloven i 1875 bortfaldt også kravet til udlændinge om at skulle kunne fremvise pas ved indrejse i Danmark. Udlændinge skulle dog kunne legitimere sig f.eks. ved pas, når de opholdt sig i landet, og allerede i 1917 blev kravet om pas genindført. Herefter blev visumkrav forhandlet med de enkelte nationer.

I det 20. århundrede betød et pas, at ejeren var anerkendt af en stat, og dermed også at han eller hun var sikret forsørgelse som statsborger. Da det nazistiske Tyskland nægtede at udstede pas til tyske og østrigske jøder, betød det, at landet frasagde sig pligten til at forsøge dem. Manglen på pas var medvirkende til, at mange europæiske lande nægtede jødiske emigranter indrejse i 1930erne.

I 1954 indgik de skandinaviske lande og Island en aftale om fri rejse mellem landene. Danmarks indtræden i EF i 1973 og fra 2001 i Schengensamarbejdet betød lettere bevægelighed mellem deltagerlandene. For at kontrollere indvandringen valgte Danmark dog i maj 2011 at genindføre grænsekontrol bl.a. ved den dansk-tyske grænse.