RETTEN TIL EGEN BEKLÆDNING

Hver 10. tjenestepige i København kom i slutningen af 1800-tallet fra Sverige. De svenske piger var kendetegnet af deres rødternede tørklæder. Det var ikke usædvanligt, at pigerne ved ankomsten fik besked på at gå med hat, så deres fruer ikke behøvede at skamme sig over deres påklædning og deres fattige herkomst.

Debatten om hovedbeklædning blussede for alvor op i 1990erne, hvor stormagasinet Magasin du Nord i 1998 afviste en erhvervspraktikant, fordi den unge kvinde var iført den muslimske hovedbeklædning, hijab. I Østre Landsret blev Magasin i 2000 dømt for at have overtrådt loven om forskelsbehandling.

Sagen var blot én enkelt i en række af tørklædesager. Blandt andre Toms Fabrikker, Dansk Supermarked, FDB og politiet blev genstand for opmærksomhed, retssager og sagsanlæg. Debatten førte til, at virksomheder som DSB, Toms Fabrikker og IKEA udarbejdede en politik omkring etniske medarbejdere og deres påklædning.

Efter pres fra offentligheden offentliggjorde regeringen i januar 2010 den såkaldte ”Burka-rapport”. Udvalget, der havde bestilt rapporten, var blevet nedsat i midten af august 2009, efter den nyudnævnte konservative integrationsordfører Naser Khader foreslog at forbyde den muslimske klædedragt, burkaen, i det offentlige rum.

Rapporten, der talte antallet af kvinder iført hhv. niqab og burka, afslørede, at brugen var stærkt begrænset i Danmark. De konservative havde i mellemtiden opgivet at forbyde muslimske kvinder at bære burka, idet justitsministeriet vurderede, at et forbud kunne ses som en begrænsning af religionsfriheden og derfor være i strid med både Grundloven og menneskerettighederne.

Den følgende debat kom til at handle om en række mere eller mindre alvorlige emner. Det blev diskuteret, hvorvidt udsynet i en burka var godt nok til, at bæreren sikkert kunne køre bil, om muligheden for at snyde med månedskort i offentlig transport, og hvorvidt terrorister lettere kunne skjule sig med en burka.