HVIS CHOKOLADE SKIFTEDE NAVN TIL VANILJE

I mit fædreland
betragtes jeg som ”dansker”
I mit hjemland
betragtes jeg som ”perker”

Danmark, jeg er hjemme her
her vil jeg altid være
selvom jeg føler mig fremmed
uanset hvor jeg er

Hvis jeg omdøbte mig selv
og fik et af familien Danmarks efternavne
ville jeg blive mere dansk af den grund?
eller ville navnet gå til grund, uden at gavne

Hvis chokolade skiftede navn til vanilje
ville det ik’ stadig være for mørkt til at være vanilje?
derfor føler jeg mig som et sort barn
adopteret af en hvid familie

Uddrag af digt af danskeren med tyrkisk baggrund Özcan Ajrulovski. Fra ”Tonen du ikke finder hos medierne”.

Ordet ”andengenerationsindvandrer” blev kendt i Danmark i 1991 som betegnelsen for en person, der er født og opvokset i Danmark, men hvis forældre kommer fra et andet land. Igennem de sidste årtier er betegnelsen ofte i medierne brugt negativt i forbindelse med konflikter, sociale problemer o.lign.

I 2011 var der ifølge Danmarks Statistik 133.613 efterkommere efter indvandrere i Danmark. 20 år tidligere – i 1991 – var der 36.553. Efterkommere beretter ofte om en opvækst mellem to kulturer og om problemer med at forbinde det liv, de lever i deres familie, med det liv, de lever i samfundet. Sprogvanskeligheder, forskelle i opdragelsesmønstre og samfundets behandling er nogle af udfordringerne.

Efterkommerne efter de polske landarbejdere, der kom til Danmark omkring 1900, beretter om sprogvanskeligheder, om problemerne ved ikke at kunne få lektiehjælp hjemme og om krav om navneforandring fra danske ægtefæller og svigerforældre.

I det 21. årh. har medierne gentagne gange fokuseret på efterkommerne i sager om tvangsægteskaber, kønsroller, problemer med at få ansættelse med fremmedartede navne, tørklæder o.lign.

Foto: Uwe Bødewadt.