FRA PLATTYSK TIL WALLAH-SPROG
”Hver mand, som med kløgt gik i lærdom til bund,
latin på papiret kun malte,
med fruerne fransk,
og tysk med sin hund
og dansk med sin tjener han talte.”
Fra digtet ”Holberg” af Christian Wilster, 1827
Siden midten af det 20. århundrede er der blevet lagt stigende vægt på, at indvandrere skal lære dansk som en afgørende forudsætning for integration. Sådan har det ikke altid været.
I 1700-tallet talte hoffet fransk, hæren tysk og bønderne dansk. Mens sprog i 1700-tallet var en målestok for dannelse og klasse, blev det med den nationalromantiske bølge i 1800-tallet symbol på national identitet og fællesskab. Nu var det ikke længere ”pøblen” eller ”bønderne”, der talte dansk, men det danske ”folk”.
For mange immigrantgrupper har sproget været en måde at bevare et fællesskab og en identitet. Hollænderne, der kom til Amager i 1500-tallet, talte plattysk gennem generationer, og i St. Magleby kirke blev der prædiket på plattysk indtil 1811. De russiske jøder, der i begyndelsen af det 20. årh. slog sig ned i København, talte jiddisch. De opbyggede deres egen kultur med eget teater, aviser på jiddisch, skole og bibliotek, hvilket bl.a. skabte konflikter med herboende danske jøder, der ikke talte jiddisch.
”Wallah, du er min habibi, taieb! Men nogle gange er du mashallah … Jallah!”
”Perkerdansk”, ”danimix” og ”wallahsprog” er blot nogle af de betegnelser, de unge fra multietniske miljøer i storbyer som København, Århus og Odense bruger for deres særlige sprogbrug. Sproget er dansk iblandet arabiske, tyrkiske og kurdiske gloser – med en karakteristisk udtale. ”Perkerdansk” er et ungdoms- og storbyfænomen. Sproget bruges på linie med tøj og musik til at markere identitet, tilhørsforhold og fællesskab i lokalområdet. Også blandt etnisk danske unge vinder arabiske gloser som ’wallah’ og ’jallah’ indpas.
Wallah: ’Ved Gud’ men bruges nærmere som ’jeg sværger’
Inshallah: ’Om Gud vil’, ’vi får se’
Habibi: ’Skat’, ’ven’
Daeib eller Taieb: ’Okay’, ’du har ret’
Bassa: ’Ta’ den’, ’der fik du den’, ’sig ikke mere’ – (bruges i diskussion)
Bass/Boss: I overført betydning: ’Skråt op’
Mashallah: ’For meget’, ’overdrevet’, ’imponerende’
Jallah: ’Kom nu’
Ew: bruges hvis man vil i kontakt, f.eks. ’ew du der’
Lan: ’mand!’, fx kom nu lan!’