ALFRED GRUSCHY
Ankomst
En aften i januar måned 1920 ankom et tog til perronen i Hjørring i Jylland. Ombord på toget var der fyldt med børn i alle aldre. De rejste alene, uden deres forældre. Børnene på toget blev kaldt for ”wiener-børn”, fordi de alle sammen kom fra byen Wien i Østrig. Inde i ventesalen ventede en gruppe voksne. To af dem, Rasmine og Andreas, gik hvileløst rundt og ventede. De skulle være plejefamilie for et Wienerbarn, der hed Fredy. Fredy var ombord på toget sammen med sin bror Josef, der var 5 år ældre. Fredy var den yngste af alle wienerbørnene på toget. Om bord på toget havde han fået papskiltet om halsen. På skiltet stod der hans navn, så plejefamilien kunne finde ham. Da alle børnene var steget af toget, blev de hentet af deres nye plejefamilie. Fredy stak med det samme hånden frem til Andreas og kyssede hans hånd. Fredys bror, Josef, skulle ikke bo sammen med Fredy. Han skulle i stedet bo hos Købmand Alfred Jensen i Hjørring. Josef tog med købmanden, og Fredy tog afsted med Andreas og Rasmine. Fredy kunne ikke tale dansk, men heldigvis kunne Andreas tale lidt tysk. Så Fredy og han snakkede og snakkede på vejen hjem.
Hjemme hos Rasmine og Andreas var der masser af varm mad. Fredy spurgte, om han virkelig måtte tage en hel frikadelle til sig selv. Andreas sagde, at han måtte tage så mange frikadeller han ville. Fredy blev så glad, at han fyldte sin tallerken med frikadeller. ”Her skulle min far bare have været”, sagde Fredy. I Fredys familie havde de næsten ikke haft noget mad.
Da Fredy havde fået spist en lille smule fra tallerkenen, så han pludselig meget ulykkelig ud. Han kunne nemlig ikke spise mere, og han ville så gerne blive ved med at spise. Rasmine og Alfred trøstede ham med, at det ikke gjorde noget. Han kunne spise videre i morgen. Rasmine og Alfred havde også fået besked om, at underernærede børn helst heller ikke måtte spise for meget på en gang. At være underernæret betyder, at man ikke har fået nok mad i lang tid. Fredy blev dog glad igen, da han fik at vide at de også skulle drikke kaffe, og spurgte straks, om det nu også var med rigtig sukker og rigtig fløde til? Alfred fortalte ham, at det var det, og at de også skulle have både lagkage med flødeskum. Fredy blev så glad, da han så det dækkede kaffebord, at de voksne fik tårer i øjnene. Men da Fredy smagte på kaffen, skar han nogle grimasser. Han syntes nemlig, at kaffen var meget, meget bitter. Fredy fik kakao i stedet for. Det kunne han rigtig godt lide. Fredy var meget træt og faldt straks i søvn, da han var blevet puttet i seng. Plejeforældrene listede flere gange ind for at se, om han sov. Fredy havde jo været på en lang rejse og var kommet til et fremmed land, hvor han kun kunne tale tysk med Andreas. Andreas tænkte, at selvom Fredy var meget lille og underernæret, så fejlede hans humør ikke noget.
Anden dag
Næste morgen fik Fredy varm kakao og rundstykker med smør. Om eftermiddagen gik Andreas og Fredy over til Fredys bror Josef, som boede hos købmanden. Drengene legede nogle timer, men storebroren var meget tavs. Måske var han ikke lige så glad for sin plejefamilie, som Fredy var.
Tredje dag
Fredy var glad og grinede til morgenbordet. Det var dog lidt svært at snakke med plejefamilien, for det var jo kun Andreas der forstod tysk. Men Fredy prøvede nu alligevel så godt som han kunne, at snakke med Rasmine og gøre sig forståelig. De morede sig meget over misforståelserne, når de ikke forstod hinanden.
Efter morgenmaden fortalte Fredy om sit liv i Wien. Fredys mor var død, kort inden han kom til Danmark. Hun havde været meget syg. Fredy havde også været syg og havde været på et børnehospital, inden han blev sendt til Danmark. Der havde han været et par måneder. Da faren havde hentet ham på hospitalet, fortalte han Fredy, at hans mor var død. Fredy havde grædt rigtig meget. Fredys far var sjældent hjemme. Han var soldat, så han måtte rejse meget væk fra sine 2 sønner. Senere fortalte Fredys bror Josef, at deres mor havde kæmpet for, at hendes 2 sønner skulle have det godt under krigen. Josef fortalte, at børnene overlevede krigen, fordi moren aldrig selv spiste først. Hun sagde at hun ikke behøvede så meget mad. Men Josef, der var den ældste af børnene, forstod godt, at hun slet ikke fik nok at spise, fordi hun ville redde sine børn.
Andreas blev meget rørt over historien og besluttede sig for at gøre sit bedste for at hjælpe Fredy.
Om aftenen, da Fredy var blevet lagt i seng, sprang han pludselig op og løb ind og lagde sig i Andreas og Rasmines seng. Han sagde, at han ville tale med dem. Så sagde Fredy til Andreas: ”Du skal være min Fatter”, og til Rasmine sagde han: ”Og du skal være min Mutter”. Det ville Andreas og Rasmine gerne.
De næste par måneder
Den 25. februar blev Fredy 9 år gammel. Det blev fejret. Alle de andre wienerbørn i området blev inviteret. De snakkede på tysk og sang tyske sange hjemmefra. Fredy lærte også at køre på cykel, og Andreas tog Fredy og Josef med ud til havet. Det havde Fredy aldrig set før, og han skrev straks et brev hjem til sin far i Wien og fortalte om sine oplevelser. Fredy havde det rigtig godt i Danmark, men den 19. juni skulle Fredy og hans bror Josef tilbage til Wien. Deres tid i Danmark var forbi, og de skulle hjem. Andreas og Rasmine var dog blevet så glade for Fredy, at de straks prøvede at få Fredy til Danmark igen, men de fik hele tiden af vide at det ikke var muligt. Også selvom Fredys far også syntes, det var bedst, hvis Fredy kom til Danmark igen. Til sidst lykkedes det dog, og i november kom Fredy tilbage til Danmark. Fredy kom nu i dansk skole. Sproget gav vanskeligheder i starten, og Fredy havde ikke gået i skole i lang tid. Så han var lidt bagefter de andre elever i klassen. Men Fredy kom hurtigt efter det og blev en af skolens flittigste og dygtigste elever.
Fredy endte med at blive boende i Danmark resten af sit liv. Han skrev rigtig mange breve til sine plejeforældre, eller Mutter og Fatter som han kaldte dem, når han var væk fra hjemmet.
