BØRNETOGENE

Turen til Danmark

Disciplinen på børnetogene var hård, eftersom det krævede meget planlægning, at sørge for at 500-600 wienerbørn kom frem til deres plejeforældre. Ved afgangstationerne aflåste ledsagerne døre og vinduer for at forhindre, at et nysgerrigt barn blev efterladt på en station.

Vamdrup, en stationsby i Sydjylland, blev efterhånden omladningstation for de fleste børnetog. Her steg wienerbørn på vej til Danmark ind i danske tog, og når de igen skulle tilbage til Wien steg de på et østrigsk tog. De østrigske statsbanetoge var meget nedslidte, derfor skete der indimellem koblingsbrud. En kvindelig ledsager skrev senere i sin beretning: ”det land der ikke kan skaffe næring til sine egne børn, kan vel endnu mindre holde sine trafikmidler i orden”.

I hver togvognen placerede man 70 børn og som regel to ledsagere, hvis vagtskifte var nøje fastlagt efter et skema.

Under rejsen kunne børnene pådrage sig infektionssygdomme eller komme ud for ulykker, derfor var der altid en toglæge med børnetogene.

Ledsagerne skulle være lydige

Centralkontoret udarbejdede en pjece med meget udførlige instrukser til de danske ledsagere. Man ville med denne pjece først og fremmest slå fast, at ledsagerne var der for børnenes skyld og ikke for at få en billig ferierejse.

Transportlederen havde det overordnede ansvar børnetransporterne. Ifølge instrukserne skulle ledsagerne være fuldstændig lydige overfor transportlederen, som havde ordre til først og fremmest at tage hensyn til børnenes sikkerhed og bekvemmelighed.

Ledsagernes var vogtere

Når der som regel kun var to ledsagere til 70 børn, kunne de selvfølgelige ikke tage sig særligt meget af det enkelte barn. Ledsagerne udarbejdede ved rejsens begyndelse en liste over de børn, som de havde ansvar for med angivelse af barnets navn og nummer. Til enhver tid skulle den vagthavende ledsager kunne gøre regnskab for hvor mange børn, der var i vognen og, hvor de manglende børn var. Børnene kunne kun komme på besøg i en anden vogne, såfremt de havde søskende i den pågældende vogn.

Ved afgangsstationerne skulle ledsageren sørge for at aflåse udvendige døre, lukke vinduer og holde dørene mellem vognene lukkede. Det vigtigste var at sørge for at alle børn kom frem.

Forplejning  under rejsen

I de første børnetoge fra Wien var der ingen køkkenvogn og forplejningen var derfor spartansk. Men efterhånden fik togene køkkenvogne.

Ved hjemtransporten viste børnene åbenlyst deres utilfredshed med det spartanske wienerkøkken. Denne utilfredshed fik Centralkomiteen til at henvende sig til danske husmødre, som fik sat næringsrige retter på menukortet til erstatning for det fattige wienerkøkken.

Selvom de danske køkkendamer havde en østrigsk køkkenmedhjælper, måtte de arbejde næsten hele dagen for at kunne mætte de fem til sekshundrede børn med ledsagere. Først efter rengøring af køkkenvognen om aftenen kunne køkkendamerne hvile sig i ledsagervognen.