PÅ FLUGT FRA SOMALIA

Statens sammenbrud

I 1991 flygtede den mangeårige diktator i Somalia, Siad Barre, ud af landet. Siden 1989 havde militante oprørsgrupper protesteret mod hans regime og overtaget kontrollen med mange landområder. Efter at have vundet kampen mod Barre fortsatte de med at bekæmpe hinanden og borgerkrigen blev en realitet. Krigshandlingerne sendte millioner af somaliere på flugt. En del flygtede til andre områder internt i Somalia grundet kamphandlingernes lokale karakter, mens andre søgte tilflugt i nabolandene.

For at gøre ondt værre indtraf i 1991-92 en ekstrem tørkeperiode, der forårsagede udbredt hungersnød. Borgerkrigen gjorde det besværligt for internationale nødhjælpsorganisationer at hjælpe den sultende befolkning. Derfor vedtog FN’s sikkerhedsråd i 1992 at sende fredsbevarende styrker til Somalia for at facilitere nødhjælpsudsendingen. Under FN’s tilstedeværelse faldt antallet af flygtninge, men det steg igen fra 1995, da de sidste FN-tropper trak sig ud af landet efter flere mislykkede aktioner.

Rejsen til Europa

Størstedelen af de somaliske flygtninge, som flygtede til Europa, havde i længere tid forinden opholdt sig i flygtningelejre på det afrikanske kontinent. For at komme til Europa var det nødvendigt at hyre en menneskesmugler. Efter ankomsten til et europæisk land, ville det være muligt at søge om asyl. Mellem 1991 og 1996 fik alle ankomne til Danmark, som kunne dokumentere, at de var fra Somalia, asyl som de facto-flygtninge. En de facto-flygtning er en person, som ikke opfylder betingelserne i FN’s flygtningekonvention, men hvor der er grunde til, at vedkommende ikke bør tilbagesendes til hjemlandet.

Efterhånden som borgerkrigen aftog mod slutningen af årtiet, fik stadig flere somaliere afslag på forlængelse af deres opholdstilladelse. Det gjaldt asylansøgere fra somaliske områder, der nu blev betragtet som ”sikre”, f.eks. den ikke-anerkendte stat ”Somaliland” i den nordvestlige del af Somalia.

Foto: AU-UN IST PHOTO / STUART PRICE.

Immigrantmuseet