DE FEM K’ER
Hvad henviser navnet til?
De fem k’er henviser til fem kendetegn, som mandlige og kvindelige sikher bærer, hvis de har ladet sig indvie i det særlige sikh-fællesskab kendt som Khalsa-broderskabet. De fem k’er er henholdsvis ”kesh” (uklippet hår), ”kangha” (hårkam), ”kara” (stålarmbånd), ”kacchera” (lærredsunderbukser) og ”kirpan”(daggert). De fem k’er har stor symbolsk betydning i sikhismen.
Princippet bag kesh er, at indviede sikher ikke bør klippe deres hår og skæg, da det bl.a. går imod Guds skaberværk. Det lange hår og skæg er ligeledes med til at markere, at personen er indviet medlem af Khalsa-broderskabet.
Hårkammen kangha er et symbol på spirituel og fysisk renhed, og den skal bl.a. minde sikherne om, at de skal leve et rent liv, hvor de skal udvikle sig selv til det bedre. Kammen bruges til at rede det lange hår mindst to gange dagligt efter et særligt mønster og desuden også til at holde håret på plads under turbanen.
Stålarmbåndet kara har flere betydninger. Eksempelvis symboliserer det runde armbånd, at Gud er uden begyndelse og afslutning, gud er en enhed. Derudover er det en påmindelse om altid at bruge sine hænder til at udføre gode gerninger for andre.
Lærredsunderbukserne kacchera skal bl.a. minde bæreren om ikke at lade sig styre af kødelig lyst.
Kirpan-daggerten symboliserer, at de indviede sikher skal forsvare de hjælpeløse. Khalsa-broderskabet skal ligeledes kæmpe for sandheden og værne mod undertrykkende kræfter i samfundet og i sig selv.
Fotos: Immigrantmuseet.