KIRTAN – MUSIKALSK MEDITATION
Musik fra guruen
Kirtan er en meditativ, musikalsk recitation af sikhernes hellige hymner. Disse hymner er bevaret i sikhernes helligskrift Guru Granth Sahib. Sikhismens stifter Guru Nanak var en talentfuld musiker. Overleveringerne fortæller blandt andet, at han tiltrak folk til sin menighed gennem sin sang og musik. Sikhismen er på sin vis en musikalsk religion. Sikher tror nemlig på, at musik kan opløfte mennesket til uanede spirituelle stadier. Når poesien og musikken forenes, sammensmeltes de til en helhed, der bringer fred i sindet.
Guru Granth Sahib
Guru Granth Sahib er verdens største salmebog. Hymnerne er inddelt i såkaldte raagaer, som er stilarter inden for klassisk indisk musik. Hver musikalsk stilart skal vække en følelse i lytteren. Det kan være sorg, lykke, glæde, håb, optimisme og længsel. Kirtan og hymnernes formål er ikke at give en filosofisk udlægning af eksempelvis Guds natur. De skal derimod bl.a. få lytteren til at føle Guds nærvær på egen krop og reflektere over eget liv og gerninger.
Kirtan er en helt central del af sikhers tilbedelse og kan ofte høres i deres tempel, gurdwara, eller i sikhernes hjem. Mange børn lærer at spille på forskellige instrumenter, når de er helt små, og forældrene finder stolthed i, at deres børn er med til at videreføre traditionen, der går tilbage til stifteren. De få børn og unge, der bliver virkelig dygtige, rejser ofte rundt i Europa og optræder i forskellige gurdwaraer. Der er flere talentfulde kirtan-artister i Danmark.
Foto: Immigrantmuseet og Mikkel Arnfred.