ANTISEMITISME OG DEN JØDISKE FEJDE I 1819
På vej mod en mere liberal lovgivning
Den franske revolution og Napoleons fremmach ledte til en mere liberal jødelovgivning flere steder i Europa, også i Danmark. De danske magthavere ønskede at integrere nationen i nationen, og fremtrædende jøder støttede op. Bestræbelserne kulminerede i 1814 med det såkaldte jødiske frihedsbrev. Her fik jøder tildelt noget nær ligeberettigelse i Danmark, men det kom med en pris. Jøderne skulle opgive deres selvbestemmelse og følge dansk lov. 1814 blev dermed begyndelsen på en ny og mere dynamisk periode i dansk-jødisk historie.
Antisemitismen blomstrer
I samme periode var der dog en vis modreaktion mod tidens fremskridtstanker og jødernes ligeberettigelse i samfundet. Adskillige antisemitiske bøger og skrifter blev udgivet, hvori man gav jøderne skylden for al verdens nød og ulykke. Sådanne udgivelser var med til at danne grundlaget for den antisemitisme, som blussede op i Europa og eskalerede i voldhandlinger, eksempelvis i Tyskland.
Den såkaldte jødiske fejde i 1819 markerer et lignende tilfælde i dansk
indvandringshistorie. I to dage – fredag den 4. september samt lørdag den 5.
september, 1819, angreb og vandaliserede den danske pøbel jødiske butikker i Østergade i København og mishandlede alle de jøder, de mødte på deres vej. Gennem opslag rundt omkring i byen blev ”alle gode og christelige Borgere” opmuntret til at jage jøderne ”denne Samfundets Pest ud af Staden”. Disse voldshandlinger skal formentligt ses i lyset af den danske statsbankerot i 1813, som man også gav jøderne skylden for.