AKTUELLE UDSTILLINGER

50-ÅRET FOR KUPPET I CHILE

Den 11. september 1973 blev den chilenske præsident Salvador Allende væltet ved et statskup. Kuppet blev ledet af general Augusto Pinochet, der erstattede det chilenske demokrati med et militærdiktatur. Tusindevis af politiske modstandere blev i denne proces fængslet, tortureret og myrdet. Mange af juntaens ofrer blev aldrig identificeret. De forsvandt.

Vær med til at mindes de forsvundne chilenere lørdag den 9. september, når Immigrantmuseet og dansk-chileneres 50-års gruppe præsenterer en mindehøjtidelighed i Farum Kulturhus. Efterfølgende åbner mini-udstillingen med Chile-plakater fra Arbejdermuseet.

GÆSTEARBEJDERNE – FORTÆLLINGER FRA 70’ERNE

Vær med til at fejre de indvandrere, der kom til Danmark som gæstearbejdere for 50 år siden med åbningen af den nye særudstilling ”Gæstearbejderne – Fortællinger fra 70’erne”.

Oplev de mange personlige fortællinger om mødet med Danmark og danskerne, om livet mellem to kulturer og om at opbygge en ny tilværelse i det fremmede – og bliv klogere på historien om den væsentlige betydning, som 70’ernes arbejdsindvandring fra bl.a. Tyrkiet, Pakistan, Marokko og Jugoslavien har haft for det danske samfund. Nye som gamle genstande, fotografier og vidnesbyrd fortalt af de tidligere gæstearbejdere selv tager os med tilbage til 70’ernes verden: til et hårdt arbejdsmarked og kummerlige boligforhold, til savn og afsavn, til værdier og identitet, til nye madkulturer og aftryk på musik og litteratur, til kærlighed og familieliv, til populære samlingssteder og tilrøgede klubber.

Gennem en ny særudstilling og et stort kulturprogram med aktiviteter i hele 2023 sætter Immigrantmuseet i tæt samarbejde med kulturinstitutionerne i Farum Kulturhus fokus på gæstearbejdernes historie. Udstillingen og kulturprogrammet bygger på et stort dokumentationsprojekt, som museet påbegyndte i 2021 for at indsamle vidnesbyrd fra tidligere gæstearbejdere og sikre deres beretninger for eftertiden som del af vores fælles danmarkshistorie.

Vi skyder det hele i gang med en åbning af udstillingen lørdag den 10. juni kl. 14.00 på Immigrantmuseet i Farum Kulturhus, Kulturtorvet 12, 3520 Farum.

Find programmet her.

Foto: Uwe Bødevadt.

KULTURLABYRINTEN: VORES PERMANENTE UDSTILLING

Håb, tro, fred, sikkerhed, penge og kærlighed – grundene til at rejse er mange. Alle rejsende har stået overfor opgaven at skulle skabe et nyt liv i mødet med et fremmede land, et ukendt sprog og nye naboer. Migration har altid eksisteret og er en del af vores hverdag.

Gennem Danmarkshistorien har immigranter gentagne gange været brikker i interne politiske magtkampe og mediedebatter. De har været vigtig arbejdskraft, væsentlige for landets økonomi og udtryk for danske idealer i internationale aftaler. Nogle blev inviteret, andre fandt selv vej. De blev afvist, tolereret, tålt eller modtaget med åbne arme. Alle har de – ofte uden at vide det – sat spor i historien.

Historien om indvandringen til Danmark er en mosaik af personlige skæbner og historiske begivenheder. Det er politiske dogmer kombineret med pragmatiske løsninger og individuelle valg. Hver enkel historie er sin egen – men knyttet sammen giver migranternes historier på tværs af tid et særligt bidrag til vores fælles historie: Historien om de fremmedes møde med Danmark og om Danmarks møde med verden.

Udstillingen giver indblik i mere end 500 års migrationshistorie.

Immigrantmuseet