HOLLÆNDERNE PÅ AMAGER

Året er 1521. Kong Christian II har seks år forinden påbegyndt forhandlinger gennem et af Amsterdams største handelshuse for at få hollandske bønder til at rejse til Danmark. Missionen er tilsyneladende lykkedes med stor succes. 184 hollændere er nu kommet til Danmark for at bosætte sig på Amager. De er blevet tildelt vidtgående privilegier, heriblandt 24 gårde i Store Magleby, ret til eget retssystem og en række andre fordele.

Hollænderne var gode landdyrkere og kendt på torvet i København for deres varer af god kvalitet. I århundreder kom de til at holde fast på deres skikke, navne og traditioner. Fastelavnsridning og høstgudstjeneste er derfor nogle af de traditioner, som stadig viser tilbage til hollænderne selv efter næsten 500 år.